Havrefras er fyldt med sukker

Det er plat at kalde Havrefras for 'overraskende sundt', som det lyder i reklamen - der er nemlig temmelig meget sukker i

Havrefras er ikke 'overraskende sundt', som produkcenten vil have danskerne til at tro. Det er fyldt med sukker. (Foto: Linda Johansen)
Havrefras er ikke 'overraskende sundt', som produkcenten vil have danskerne til at tro. Det er fyldt med sukker. (Foto: Linda Johansen)

Mens fuglene pipper i baggrunden, sidder en lille pige i den lyse morgenstund og spiser en skål Havrefras.

Hun går bogstaveligt talt bagover af chok, da hun opdager næringsdeklarationen på produktpakken. Billedet fryser, mens en speak siger: ‘Troede du også, der var mere sukker i?’ Sådan er reklamen for morgenmadsproduktet.

Se også: Ota Solgryn til 570 kroner kiloet

Plat og uetisk reklame
Den reelle mængde af sukker i Havrefras bliver ikke nævnt i reklamen. Men med fare for at chokere læsere, kan det her afsløres: 11 gram sukker pr. 100 gram. Det skriver 24timer.

Se også: Arlas nye børneyoghurt smækfyldt med sukker

Jon Fuglsang, der er ekspert i ernæring og markedsføring, kalder reklamen for ‘plat og uetisk’. For faktum er, at der er rigtig meget sukker i Havrefras, fastslår han.

- Det er vildledende at give udtryk for, at man skal være overrasket over, at der kun er 11 gram sukker pr. 100 gram i et morgenmadsprodukt. Det er rigtig meget sukker. Jeg er selv overrasket over, at der er så meget sukker i, og jeg tror også, at de fleste forbrugere vil betragte Havrefras som et produkt, der indeholder langt mindre sukker, siger Jon Fuglsang, der er adjunkt ved Professionshøjskolen Metropol.

Se også: Fuldkornsfup på morgenbordet Læs også: Fuldkornsfup på morgenbordet

Tror folk, der er mere sukker i?
Han mener, at producenten skal have dokumenteret, at forbrugere generelt tror, at der er mere end 11 gram sukker i Havrefras, for at de kan kalde deres produkt sundere, end man skulle tro.

Producenten Quaker Oats har dog ikke været ude og spørge forbrugerne, oplyser Peter Meldahl, der er ansvarlig for markedsføringen.

- Vi har ikke været ude og spørge en masse forbrugere. Men Havrefras er jo nøglehulsmærket, og det betyder reelt set, at produktet lever op til ret strenge kriterier i forhold til indholdet, siger Peter Meldahl fra Quaker Oats til 24timer.

1 kommentar
Vis kommentarer