Mars og Snickers på pseudo-skrump

Et kommende kalorieloft på chokoladebarer giver en normal Snickers dødsstødet, mens en pakke med to stykker er i orden

De nye regler lyder måske sundere, men døm selv. (Grafik: Magnus Bjerg, Foto: Jesper Mortensen)
De nye regler lyder måske sundere, men døm selv. (Grafik: Magnus Bjerg, Foto: Jesper Mortensen)

Når du i fremtiden snupper en Snickers, vil den fra udgangen af 2013 indeholde maksimalt 250 kalorier. Det samme vil gælde de andre chokoladebarer fra producenten Mars som eksempelvis Twix, Milky Way og Bounty.

Kalorieloftet er producentens egen opfindelse for at give chokoladebarer et bedre ernæringsmæssigt image. Men den selvvalgte grænse gælder kun pr. chokoladestykke - sjovt nok ikke pr. pakke.

I dag vejer en Snickers i almindelig størrelse 57 gram og indeholder 287 kalorier. Det er nærliggende at skrumpe chokoladestykket til 49,5 gram, for så ender kalorieregnestykket på 249,24.

Ikke kun størrelsen
Men det er som sædvanlig ikke sikkert, det er størrelsen, det kommer an på.

- Det er endnu ikke afgjort, hvordan reduktionen af kalorier skal foregå. Det kan også blive en mulighed at ændre ingredienserne frem for at mindske vægten, siger Mars Nordics kommunikationschef Henrik Olsson til ekstrabladet.dk.

Han forklarer, Mars ønsker at være en ansvarlig virksomhed, og at den kommende kaloriegrænse bare er et af elementerne til forbedring af produkterne. Eksempelvis er transfedtsyrer kommet ud varedeklarationen, ligesom mængden af mættet fedt er skåret ned.

Giver ingen store ændringer
Men glorien omkring kaloriegrænsen falmer noget, for loftet på 250 gælder pr. stykke – ikke pr. pakke. Derfor behøver Mars i princippet ikke ændre noget som helst i de nuværende ’dobbeltdækkerpakker’ med Snickers, der rummer 2 x 201 kalorier = 402. Samtidig er det kun det 'lave' kalorieantal pr. styk, der er angivet udenpå pakken med dobbelt op.

I gennemsnit har en ikke særligt aktiv voksen kvinde brug for cirka 2000 kalorier om dagen og en mand omkring 2500 kalorier, oplyser Den europæiske Fødevareindustri, der står bag GDA-mærkningen på fødevarerne.

Heller ikke den almindelige størrelse Marsbar skal ændres, for den vejer 51 gram og indeholder 228 kalorier. En Bounty i klassisk størrelse har altid indeholdt to stykker, og de indeholder hver 139 kalorier. Altså heller ingen ændring her.

Detaljer mangler stadig
Så kalorieloftet kommer ikke nødvendigvis til at betyde færre kalorier for forbrugeren - måske tværtimod, hvis der bare ryger flere stykker i hver pakke.

- Kaloriegrænsen er et globalt initiativ, og størrelsen på barrerne og antallet i pakkerne varierer fra land til land. Desuden er alle detaljerne endnu ikke på plads, og derfor er jeg ikke i stand til at svare på de specifikke spørgsmål, skriver Henrik Olsson i en mail.

Han svarer derfor ikke direkte på, hvordan kaloriegrænsen kan være en helbredsmæssig fordel, når der omvendt bare ryger to stykker i pakken frem for et? Han forholder sig heller ikke til, om kaloriegrænsen burde have været lavere, da de fleste produkter pr. styk i Danmark allerede ligger under grænsen, men han linker til firmaets overordnede politik.

Hvad synes du? Vil det gøre en sundhedsmæssig forskel, Mars opsætter et kalorieloft? Stem her til højre for artiklen eller skriv en kommentar herunder

0 kommentarer
Vis kommentarer