Økologien vokser stærkt verden over

Danskerne har mistet førertrøjen til Schweiz som verdens ivrigste forbrugere af økologi, viser nye tal

Økologiske varer bliver der solgt stadig mere af på verdensplan. (Foto: Colourbox)
Økologiske varer bliver der solgt stadig mere af på verdensplan. (Foto: Colourbox)

Trods finanskrisen stiger salget af økologiske fødevarer verden over fortsat, og Danmark står dermed med et meget stort eksportpotentiale, vurderer Økologisk Landsforening.

Sammen med 22 danske økologiske virksomheder deltager foreningen i denne uge i et eksportfremstød på verdens største økologiske messe, BioFach i Tyskland.

Det globale økologiske marked er mere end tredoblet på 10 år, viser de nye tal fra den verdensomspændende økologiorganisation IFOAM.

LÆS:

Se også: Danskerne hader rødbedeafgiften

Stigning på 7,7 procent
Forbrugere verden over købte økologiske varer til en samlet værdi af 330 milliarder danske kroner i 2010 - en stigning på 7,7 procent i forhold til året før.

- Det er en situation, som de danske økologiske virksomheder forstår at udnytte. Der er fuld fart på eksporten af dansk økologi, som voksede med 15 procent fra 2009 til 2010, siger eksportchef Klaus Bentzen fra Økologisk Landsforening.

- På de nære eksportmarkeder som Tyskland, Sverige og Frankrig har vi 2010 og 2011 oplevet stor vækst.

LÆS:

Se også: Statsstøtte skal sparke økologien fremad

Danmark taber til Schweiz
I 2010 købte hver dansker økologi for i snit 1055 kroner, viser tallene.

Det betyder, at Danmark for første gang i nogle år må overlade pladsen som det folkefærd i verden, der bruger flest penge på økologi, til Schweiz, hvor indbyggerne i gennemsnit brugte 1137 danske kroner.

Ifølge nye beregninger fra Økologisk Landsforening brugte danskerne dog i snit 1250 kroner på økologi i 2011. Dette tal er inklusive alternative salgskanaler som for eksempel gårdbutikker og abonnementsordninger.

Dermed er der måske udsigt til at genindtage den globale førsteplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer