Juicekonge meldt til politiet for fusk

De ansatte i Joe & The Juice skulle lyve over for fødevaremyndighederne

Ejeren af Joe & The Juice, Kaspar Basse, siger, at lederen, der har udsendt den kontroversielle mail, har fået 'et klip i kørekortet'. (Foto: Finn Frandsen)
Ejeren af Joe & The Juice, Kaspar Basse, siger, at lederen, der har udsendt den kontroversielle mail, har fået 'et klip i kørekortet'. (Foto: Finn Frandsen)

Den succesfulde juicekæde Joe & The Juice instruerer sine ansatte i at føre fødevaremyndighederne bag lyset. Det får nu Fødevarestyrelsen til at melde juicekæden til politiet for overtrædelse af straffeloven.

- Vi foretager en politianmeldelse af Joe & The Juice tirsdag morgen, siger Bjørn Wirlander, fødevarechef for Fødevareregion Øst under Fødevarestyrelsen, til Avisen.dk.

Det er ulovligt at give urigtige oplysninger til offentlige myndigheder. Og politianmeldelsen sker som en direkte konsekvens af en intern mail, som Avisen.dk har præsenteret Fødevarestyrelsen for.

I mailen, som avisen er i besiddelse af, bliver medarbejdere i Joe & The Juice direkte instrueret af ledelsen i at snyde med temperaturen i køledisken over for fødevaremyndighederne.

Beordres til at lyve for myndigheder
Medarbejderne bliver beordret til om nødvendigt at lyve om temperaturen i forbindelse med firmaets lovpligtige egenkontrol. Og opdager myndighederne selv - i forbindelse med besøg hos juicekæden - at temperaturen er for høj, skal de ansatte spille overraskede.

- Når temperaturen måles, vil den ALDRIG blive noteret højere end 5°C i egenkontrollen. Hvis myndighederne måler en højere temperatur, spiller vi overraskede og siger, at vi ikke var klar over det, og at vi øjeblikkeligt smider det hele ud, hedder det i mailen, som er sendt fra en leder hos Joe & The Juice til virksomhedens bar managers.

Der er tale om de kølemontrer, hvor Joe & The Juice opbevarer kylling, kalkun, serranoskinke og mozzarella til kædens sandwiches.

Fødevarechef Bjørn Wirlander siger om indholdet i mailen:

- Det kunne indikere en overtrædelse af straffelovens paragraf 162 om at afgive urigtige oplysninger til offentlige myndigheder.

Straffelovens paragraf 162 kan give bøde eller fængsel i op til fire måneder.

- Det er nu op til politiet og anklagemyndigheden, siger Bjørn Wirlander.

Da Avisen.dk mandag sidst på eftermiddagen konfronterer Joe & The Juices direktør, Kaspar Basse, med e-mailen, er han stærkt overrasket og afviser ethvert kendskab. Efter kort tid melder han tilbage, at han har indkaldt til et akut krisemøde i firmaets ledelse. Et par timer senere - efter krisemødet - erkender han, at firmaet har et problem.

- Den enkelte sætning vedrørende temperaturen i kølegravene er naturligvis helt uacceptabel. Jeg har derfor netop haft en meget alvorlig samtale med den ansvarlige, og han er dybt rystet over sin egen mangel på dømmekraft i situationen. Han har fået en streng påtale - et klip i kørekortet, siger Kaspar Basse.

I forhold til politianmeldelsen siger juicedirektøren:

- Det er vi selvfølgelig meget kede af. Vi synes, det giver et helt forkert indtryk af, hvordan vores virksomhed fungerer og hvad der er vores kvalitetskrav. Derfor betaler vi naturligvis også straks med et bødeforlæg, hvis det er det, der bliver udfaldet.

Den pågældende e-mail er sendt den 11. juli 2011. Det er kort tid efter, at Joe & The Juice i Københavns Lufthavn af to omgange fik sure smileys af fødevarekontrollen i maj og juni.

1 af 2 Den kontroversielle e-mail er sendt den 11. juli 2011. Det er kort tid efter, at Joe & The Juice i Københavns Lufthavn af to omgange fik sure smileys af fødevarekontrollen i maj og juni. (Foto: Kristian Linnemann)
2 af 2 Ejeren af Joe & The Juice, Kaspar Basse, siger, at lederen, der har udsendt den kontroversielle mail, har fået 'et klip i kørekortet'. (Foto: Finn Frandsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere