Meyers køkken politianmeldt

Fødevarestyrelsens seneste rapport fra spisestedet 'Meyers Køkken & Deli' i København viser, at den er helt gal i madguruens spisested

Meyers Køkken & Deli blev for tre dage siden meldt til politiet af fødevarestyrelsen (Foto: Anthon Unger)
Meyers Køkken & Deli blev for tre dage siden meldt til politiet af fødevarestyrelsen (Foto: Anthon Unger)

For kun tre dage siden besøgte Fødevarestyrelsen Claus Meyers restaurant 'Meyers Køkken & Deli' i kælderen af Magasin i København, hvor de fik sig noget af en overraskelse.

Man skulle ellers tro, at Claus Meyer har styr på sit køkken, men efter myndighederne har været på besøg, er han nu både blevet indehaver af en meget sur smiley samt en politianmeldelse.

Ifølge kontrolrapporten lå der både kogt kylling, fiskefrikadeller og forstegte hakkebøffer ved en for høj temperatur. Samtidig var temperaturen i en af kølemontrene også for høj.

Gammel opvask
Men det stopper ikke her.

Medarbejderne havde nemlig placeret kasser fyldt med grøntsager lige ovenpå en række rene bøtter. Derudover var den vask, hvor grøntsagerne skulle skylles i fyldt op med opvask fra dagen før.

Virksomhedens egen forklaring var, at de havde haft strømsvigt og derfor ikke kunne vaske op aftenen før.

Meget snavset køkken
Derefter kom myndighederne til rengøringen, hvor den også var helt gal.

Gulvet bag ovnen, ved køleskabet, fryseren samt udluftningsfiltrene ved emfanget fremstod meget snavset, hvilket også fik myndighederne til at tage billeder af problemet.

Læs hele kontrolrapporten her!

Bagefter kom de til håndvasken, hvor der var blevet slået et hul i væggen bagved, som samtidig fremstod jordslået. Virksomheden har heller ikke ført dokumentation for egenkontrol siden 26. maj i år.

Alt i alt kan det ikke komme som nogen overraskelse, at spisestedet kun kan opnå en sur smiley. Samtidig er stedet blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen.

Uacceptabelt
Selvom navnet på firmaet kunne antyde noget andet, så er det direktøren i Claus Meyer Holding, Tage Nielsen, som i følge ham selv har ansvaret for denne misere:

- Selve driften er ikke Claus Meyers ansvar men mit. At vi får en sur smiley er helt uacceptabelt, og det er simpelthen ikke godt nok, fortæller Tage Nielsen til ekstrabladet.dk.

Direktøren fortæller samtidig, at han var forbi den omtalte restaurant dagen før kontrolbesøget, men at han ikke så noget unormalt. Og det på trods af at væggen i et lokalerne i følge Fødevarestyrelsen var jordslået.

- En centimeter mug er selvfølgelig en centimeter mug for meget. Da jeg var forbi dagen før, opdagede jeg desværre ikke noget.

Rutinetjek bliver lavet om
Samtidig forsikrer direktøren om, at rutinerne ude på de enkelte restaurationer nu vil blive lavet om.

- Vi har et tjekskema, som indtil nu har kørt på ugebasis. Indtil jeg stoler på, at det hele kører igen, vil vi i stedet gøre det hver dag, samtidig med at jeg vil være mere synlig i restauranterne.

Læs hele kontrolrapporten her!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere