Eva Kjer vil omgruppere kødkontrollanter

Fødevareministeren vil satse mere på særlige kontrolhold med mere grundige besøg i bustikkerne frem for flere penge og ansatte

Kødkontrollen i fødevarebutikkerne skal oprustes mere. Det skal ske ved at omgruppere nogle af kontrollanterne til særlige kontrolhold med mere grundige besøg i butikkerne. Ikke ved at poste en hel masse flere penge og ansatte i opgaven.

Sådan lyder meldingen fra fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til krav fra Socialdemokraterne, som vil have ekstra 20 millioner kroner til at gennemføre mere grundige kontrolbesøg i butikker, der er under særlig mistanke for at sælge gammelt, ompakket kød eller at svindle med kødkvaliteten.

- Vi er enige om at se på, hvordan kødkontrollen gøres mere effektiv og højere bøder, siger fødevareministeren om forhandlingerne med Folketingets partier, der genoptages torsdag.

Hun lægger op til at skaffe ressourcerne til særlige skrappe rejsehold ved at neddrosle den almindelige stikprøvekontrol. En stikprøvekontrol, som oppositionen mener, er alt for overfladisk til at fange snydere.

Fødevareministeren afviser at sige noget her midt under forhandlingerne om, i hvilken udstrækning regeringen lægger flere penge på bordet og ansætter flere folk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere