Pesticider og strålerester i grøn te

Grøn te er ikke altid den sundhedsbombe, den får credit for: Test viser pesticidrester og spor af radioaktivitet i den grønne drik

Dyrkningsmetoderne i Kina er en af grundene til, at det kan være svært at komme sprøjterester i den grønne te til livs. (Foto: Polfoto/Niels Hougaard)
Dyrkningsmetoderne i Kina er en af grundene til, at det kan være svært at komme sprøjterester i den grønne te til livs. (Foto: Polfoto/Niels Hougaard)

Den bliver fremhævet som det sundeste af det sunde, men grøn te kan gemme på en væmmelig hemmelighed, viser en undersøgelse fra det tyske forbrugermagasin Öko-Test.

Fire teer ud af 22 testede får dumpekarakter på grund af deres indhold af pesticiderester og radioaktiv stråling.

LÆS hele ÖkoTests undersøgelse her

Fri for Fukushima-stråling
I kølvandet på atomudslippet på Fukushima-kraftværket i Japan testede magasinet 22 forskellige slags grøn te for at se, om der skulle være rester af radioaktivitet i de tørre blade.

Nogle af teerne indeholdt faktisk små spor af radioaktiv stråling, som ikke kunne forklares på naturlig vis.

Ingen af dem var dog over de tilladte grænseværdier og forskerne mente, at strålingen ikke stammede fra Fukushima-nedbruddet men var forårsaget af atomprøvesprængninger foretaget for år tilbage.

Pesticider det største problem
Et større problem var pesticidrester, som magasinet også testede for: Her dumpede hver syvende te, fordi den havde et for højt indhold af sprøjterester.

I alt blev der fundet rester af 14 forskellige sprøjtemidler i de testede teer, og det er for meget, 'også når det kun drejer sig om spor', skriver ÖkoTest.

Pesticid-problemet er dog blevet mindre, siden bladet sidst testede teer tilbage i 2008. Her faldt en stor del af teerne igennem, mens der i den nye test var 18 ud af de 22 teer, som fik karakteren 'acceptabel' eller 'god'.

Kinesisk tedyrkning svær at kontrollere
Ifølge magasinet hører te til de levnedsmidler, som relativt ofte har rester af skadelige stoffer. Det skyldes blandt andet den måde, tedyrkningen er organiseret i Kina, hvor det meste af den grønne te på verdensmarkedet kommer fra.

Teen bliver dyrket på mindre, ofte familiedrevne landbrug, der leverer deres høst ind til et kooperativ, som så sælger hele produktionen videre i en samlet pulje.

Den spredte produktion gør det meget svært at ensarte kvaliteten og sikre, at der ikke kommer te i blandingen, som for eksempel er sprøjtet for meget eller med ulovlige sprøjtemidler, skriver ÖkoTest.

0 kommentarer
Vis kommentarer