EU vil kompensere landmænd for agurkekaos

EU ønsker økonomisk hjælp til europæiske landmænd, som rammes på pengepungen af udbruddet af VTEC-bakterien.

I Spanien gik store mængder agurk tabt, da de blev usælgelige på grund af mistanke om VTEC-smitte. Også i Danmark har landmændene lidt tab, og de skal nu kompenseres. (Foto: AP)
I Spanien gik store mængder agurk tabt, da de blev usælgelige på grund af mistanke om VTEC-smitte. Også i Danmark har landmændene lidt tab, og de skal nu kompenseres. (Foto: AP)

EU-Kommissionen vil foreslå udbetaling af krisehjælp til de europæiske landmænd, der rammes af udbruddet i Tyskland af den dødelige VTEC-bakterie.

Kommissionens forslag skal diskuteres på et ekstraordinært møde tirsdag i Luxembourg mellem EU-landenes landbrugs- og fødevareministre.

- Jeg er ikke sikker på, at vi vil have et juridisk forslag på bordet i morgen, men vi vil helt sikkert diskutere konkrete tiltag.

- Vores håb er, at vi kan opnå principiel enighed i morgen, siger Roger Waite, talsmand for EU's landbrugskommissær, Dacian Ciolos.

Læs: Danske agurkeavlere har lidt store tab

Danske gartnere har også lidt tab
Spanske grøntsagsproducenter er i særdeleshed blevet ramt, da de tyske myndigheder i første omgang mistænkte spanske agurker for at være skyld i VTEC-udbruddet.

Men også i Danmark og lande som Holland og Tyskland har producenter af agurker og anden frugt og grønt mistet millioner af kroner, fordi forbrugerne går uden om de grønne varer af frygt for VTEC-bakterien.

- I Danmark har vi enkeltproducenter, som har haft meget store tab, fordi agurkemarkedet stort set er bortfaldet, siger fødevareminister Henrik Høegh forud for mødet.

- Så min opgave bliver at få Danmark placeret øverst på listen med krisehjælp sammen med Holland og Spanien, siger han.

Selvom Danmark ikke har store tab på eksporten af agurker ligesom Holland og Spanien, så mener ministeren, at danskerne er fuldt ud berettiget til også at få hjælp.

- For den enkelte producent er det her ligeså drastisk som en agurkeproducent i Spanien og Holland, siger Henrik Høegh.

EU vil hjælpe alle
EU-Kommissionen understreger før mødet, at en kompensationspakke ikke blot skal dække de spanske producenter.

- Vi har set et fald i forbruget i hele Europa. Det er en europæisk krise, så vi har virkelig brug for en europæisk løsning, siger Roger Waite.

Han understreger, at hjælpen også vil omfatte producenter, der ikke er en del af de officielle producentorganisationer.

EU-Kommissionen vil endnu ikke sætte tal på, hvor stor den samlede kompensation til de europæiske frugt- og grøntsagsproducenter skal være.

Ifølge fødevareminister Henrik Høegh (V) vil man forsøge at finde pengene i en særlig krisefond.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere