Rusland forbyder import af EU-grøntsager

Rusland forbyder grøntsager fra EU-lande af frygt for at colibakterien VTEC breder sig i landet

Agurker og andre grøntsager fra EU er nu bandlyst i Rusland.
Agurker og andre grøntsager fra EU er nu bandlyst i Rusland.

Rusland har nedlagt forbud mod import af grøntsager fra alle EU-lande på grund af frygt for den livsfarlige colibakterie VTEC. Det oplyser lederen af landets fødevaremyndigheder.

- Det nye importforbud for grøntsager, der gælder alle EU-lande, trådte i kraft her til morgen, siger Gennady Onissjenko ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Grøntsager fra EU-lande, som allerede er på vej til Rusland, vil 'blive beslaglagt over hele Rusland', siger Onissjenko.

Han har allerede bedt toldmyndighederne i landet om at stoppe alle sendinger med grøntsager fra EU.

VTEC har indtil videre kostet 17 mennesker livet. Bakterien har angiveligt ramt cirka 2000 mennesker i Tyskland, hvilket både omfatter bekræftede tilfælde og sager med mistanke ifølge nyhedsbureauet dpa.

Symptomerne på VTEC -infektion strækker sig fra kortvarig, ublodig diaré over svær blodig diaré med voldsomme mavesmerter til alvorlige komplikationer som nyresvigt.

17 danskere er smittet
17 mennesker er blevet bekræftet smittet med bakterien i Danmark.

Det har ikke været muligt for tyskerne at finde årsagen til VTEC-udbruddet. I første omgang fik spanske agurker skylden, men blev siden frikendt.

Også de danske agurker er blevet frikendt for smittefare. Derfor er det nu et åbent spørgsmål, hvor smitten kommer fra.

Fødevarestyrelsen opretholder foreløbig sin advarsel mod rå agurker, tomat og salat fra Nordtyskland.

Frikendelsen af de spanske agurker har fået den spanske regering til at true med et sagsanlæg mod Tyskland, der i første omgang rettede mistanken mod naboerne mod syd.

Spanien har nemlig tabt over 200 millioner euro - knap 1,5 milliarder danske kroner - på agurkepanikken, anslår spanske grøntsags- og frugteksportører.

Tarmbakteriens trin for trin

Den farlige tarmbakterie VTEC har inden for den seneste uge hærget i flere europæiske lande, blandt andet i Danmark, hvor 11 er smittet, og flere er indlagt med mistanke for infektionen. Mindst fem danskere har fået skader på leveren som følge af dræberbakterien.

- Udbruddet startede i Tyskland den anden uge i maj, hvor sygdommen ramte flere hundrede i Nordtyskland på flere dage, og kostede to ældre og en ung kvinde livet.

- Der blev samtidig konstateret enkelte tilfælde i Sverige blandt personer, der netop var vendt hjem fra Tyskland.

- Den 26. maj melder Århus Universitetshospital om den første dansker, der er smittet med sygdommen. Patienten er uden for livsfare.

- Samtidig er mindst seks danske patienter indlagt på grund af mistanke om at være smittet med VTEC.

- Samme dag advarer Fødevarestyrelsen mod at spise rå tomater, agurk og bladsalat fra Tyskland. Ifølge de tyske sundhedsmyndigheder er den livsfarlige tarmsygdom blevet spredt via spanske agurker.

- Statens Serum Institut melder løbende om flere smittede i Danmark. Den 27. maj har tarmbakterien gjort mindst syv danskere syge, hvoraf tre har nyresvigt. Alle har været i Tyskland, før de blev indlagt.

- Den 27. maj finder man bakteriebefængte agurker hos to danske virksomheder i henholdsvis Grindsted og Kolind, som har fået leveret spanske agurker fra Spanien.

- Den 30. maj fortsætter antallet af syge og døde i Nordtyskland med at stige. 11 tyskere er foreløbigt døde, og de tyske myndigheder har mistanke om, at mere end 1200 er smittet.

- En af de danskere, der er ramt af VTEC, har som den eneste ikke været i Tyskland. Ifølge Statens Seruminstitut har fem ud af de 11 smittede danskere udviklet nyresvigt.

- Fødevarestyrelsen advarer fortsat mod at spise rå tomat, agurk og bladsalat fra Tyskland samt rå agurker fra Spanien.

ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere