Scorer kassen på brød

Branchen øger avancen - mens alle andre fødevarer falder i pris, bliver brød fortsat dyrere, trods faldende kornpriser

Fødevarepriserne falder, og kornpriserne rasler ned. Alligevel stiger prisen på brød. Og det er ikke, fordi brød har et efterslæb i forhold til andre varer.

Kigger man på 500 gram Sonnenberger-rugbrød fra Schulstad, så kostede det den 23. oktober 2006 6,95 kroner, mens forbrugeren i dag må betale 9,25 kroner for samme pakke brød.

Alene den seneste måned er brød steget én procent i pris, og det er samtidig med, at alle andre fødevarer er faldet én procent, viser nye beregninger fra Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet.

– Det er et udtryk for, at producenter, supermarkeder og andre øger avancen på brød igen. Siden august 2007 er brød steget seks procent mere end andre fødevarer, og det er også, selv om korn i dag koster det samme, som det gjorde før august 2007, fortæller fødevareøkonom Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet.

Rammer de dårligst lønnede
Prisstigningerne rammer særlig de lavestlønnede hårdt. De spiser traditionelt mere brød end folk med høj indkomst, og samtidig fylder mad mere i et magert kostbudget. Forbrugerne betaler dyrt for, at Kohberg og Lantmännen Schulstad er de to dominerende – næsten enevældige – brødproducenter på markedet, slår en ny rapport fra Konkurrencestyrelsen fast.

– I den periode vi har undersøgt, kan vi se, at brødproducenterne får op mod 40 procent af fortjenesten, mens supermarkedernes bid ligger på 20 procent, fortæller kontorchef Hans Kirkegaard.

Danmark bør ikke være dyrest
Hos Forbrugerrådet er økonom Martin Salomon forundret. På trods af at Danmark selv producerer masser af korn, har vi de højeste brødpriser i EU.

– Vi burde ikke være de dyreste i EU. Der er et konkurrenceproblem, og det er noget, som politikerne bør kigge på. Det eneste, forbrugerne kan gøre, er at kigge efter de billigste priser. Det kan forhåbentlig lægge pres på producenterne for at sætte deres urimeligt høje priser ned, siger han.

1 af 2 Den sunde madpakke til ungerne stiger i pris, selv om det burde være blevet billigere at fremstille brød. (Foto: Polfoto)
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere