EU vil give skolebørn gratis frugt

Danske skolebørn får næste skoleår EU-finansieret frugt i skolen. Men hvis ikke regeringen spytter ekstra penge i kassen, så er det småt med frugt at bide i

Fra næste skoleår kan EU-landene få økonomisk tilskud fra EU's landbrugsmidler til at uddele gratis frugt i skolerne. Det står klart efter drøftelser mellem EU's landbrugsministre i Bruxelles.

I sidste ende blev det den skrabede version af frugtordningen, som kom ud af mødet. EU vil hvert år afsætte 670 millioner kroner i alt, mens medlemslandene selv skal hoste op med et tilsvarende beløb.

Det svarer til, at hvert skolebarn i EU mellem 6 og 10 år kan få et stykke frugt om ugen, 30 uger om året.

Den danske regering og de øvrige EU-lande kan dog vælge at udvide ordningen ved at smide ekstra penge i puljen, ligesom de får mulighed for at opkræve forældrebetaling.

EU-Kommissionen håber, at frugtordningen kan være med til at bekæmpe det stigende fedmeproblem, som i øjeblikket omfatter 22 millioner overvægtige børn i EU.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere