Halvvild Mortens aften

I aften – der er Mortens – sætter mange tænderne i ænderne. Men skal det være helt 'vildt', skal du sigte forbi supermarkederne

Byænderne skulle efter sigende være ligeså smagfulde som alle andre ænder. (Foto: colourbox)
Byænderne skulle efter sigende være ligeså smagfulde som alle andre ænder. (Foto: colourbox)

Det burde egentlig være en gås, der skulle lade livet til det traditionelle bord i aften. For det var skræppnede gæs, der 'forrådte' Morten og ikke ænder.

Men i langt de fleste ovne vil der i dag alligevel ligge ænder og stege, inden familie og gode venner samles om fuglen, den brune sovs og ditto kartofler.

Falsk reklame
Ifølge Dansk Folkemindesamling er traditionen med at spise and Mortens Aften på vej tilbage efter en nedgang i 90'erne, og butikkerne har den seneste tid reklameret med masser af ænder i frysediskene.

Men står der 'vildt' for anden, er det sikkert løgn. Altså, en ægte and.

- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at fremskaffe så mange vildænder, at der kan leveres til hele supermarkedskæder, siger biolog ved Dansk Ornitologisk Forening, Thomas Vikstrøm til ekstrabladet.dk.

Sidste år til jul måtte Netto trække en vildledende kampagne tilbage, da andebrysterne alligevel ikke var fra vildænder.

- I naturen er det let at kende forskel på tamme og vilde ænder, men når fjerene først er fjernet, kan det være sværere. Men ved frysedisken kan forbrugeren kigge på størrelsen. En tamand er omkring 50 procent større end en vild. Og den vilde gråand er 58 cm lang med strakt hals og fjer, siger Thomas Vikstrøm.

Smagfuldt halvvildt
Skal det ikke være totalt vildt og tosset, er der også en mellemløsning. Gråænderne rundt omkring i byernes andedamme skulle eftersigende også smage fint.

- Dem ville jeg kalde halvvilde. Men det sker jævnligt, at nogen fanger sådan en and og spiser den. Men al jagt er forbudt i byzoner, også selv om det sker med de bare næver, siger Thomas Vikstrøm.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere