Fandt død frø i vingummi fra Haribo

Slikgiganten afviser, at det er i fabrikkens eget regi, at en død padde blev blandet sammen med to kilo øvrig vingummi-slikmiks

Den lille frø, der var i stil med den på billedet, var død og indtørret, da den blev fundet i vingummiboksen. (Foto: Benimoto/flickr)
Den lille frø, der var i stil med den på billedet, var død og indtørret, da den blev fundet i vingummiboksen. (Foto: Benimoto/flickr)

Fødevaremyndighederne har tilsyneladende opgivet at finde en forklaring på, hvordan en død og udtørret frø havnede i en to kilos plasticbøtte med vingummi fra Haribo. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Frøen blev fundet af en medarbejder i Superkiosken i Vinderup, som straks tog slikket - og frøen - ud af handelen.

Men hverken den stedlige fødevarekontrol i Herning eller fødevarekontrollen i Ringsted, som slikfabrikken Haribo i Fakse hører under, har været i stand til at nå til bunds i sagen.

'Sagen er sendt videre'
Kim Isen, der er tilsynsførende i Fødevareregion Nords kontrolafdeling i Herning, oplyser, at han har sendt sagen videre til kontrolafdelingen i Ringsted.

- Jeg har ikke hørt mere til den sag overhovedet. Jeg ved ikke, hvad de har gjort ved den, siger Kim Isen.

Direktør Per Henérius, Haribo Lakrids A/S har ikke besvaret Dagbladets spørgsmål om sagen, men henviser til en kontrolrapport fra fødevarekontrollen i Ringsted.

- Som du kan læse, udelukkes det, at frøen kan stamme fra Haribo, siger Per Henérius til Dagbladet Holstebro-Struer.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere