Styrelse: Drik - flasken er usikker

Fødevarestyrelsen trækker øl tilbage. Nogle flasker sprænger let

I morgen er det fredag - sidste weekend før jul.

Egentlig behøver man vel ikke anden undskyldning til at snuppe noget øl.

Men nu kommer Fødevarestyrelsen med endnu et - meget godt - argument.

Hvis du har været en tur i Kvickly, Superbrugsen eller Dagli'brugsen og forsigtigt lagt nogle flasker classic, halvliter Møllebryg i kurven, så er det med at finde oplukkeren frem.

For der er en fejl, som betyder at varen trækkes tilbage.

Flaskerne sprænger let.

Fødevarestyrelsen skriver dog om varen fra Rækker Mølle Bryghus i Skjern, at 'øllet fejler ikke noget'.

Da man jo nødig skulle tilbringe fridagene på hospitalet, mens en sød sygeplejerske piller glasskår ud, så det er med at få begyndt.

Man kan selvfølgelig også følge rådet fra hjemmesiden om, at 'levere produktet tilbage'.

Men det ville næsten være synd. Vi gentager: 'Øllet fejler ikke noget'.

0 kommentarer
Vis kommentarer