Hvad h**** er det i mine tomater?

Mystiske klumper i hakkede tomater fik Pia til at tabe appetitten - men hvad er det?

Mystiske klumper, som lignede alt andet end tomat, mødte Pia Ville da hun lukkede op for kartonen fra Bon Appetit. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Mystiske klumper, som lignede alt andet end tomat, mødte Pia Ville da hun lukkede op for kartonen fra Bon Appetit. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

'Bon Appetit' står der på de hakkede tomater fra Føtex - men det var så som så med appetitligheden, da Pia Ville fra København tog hul på tomaterne. De indeholdt nelig ting, som ikke var så ligetil at definere.

- Jeg synes, det er uappetitligt. Jeg købte 10 styk på tilbud, men I må gerne få dem, jeg ikke har åbnet. Jeg kommer ikke til at spise dem mere, siger Pia Ville til Ekstra Bladet.

Da hun i torsdag åbnede den første brik med hakkede tomater for at bruge den i sin aftensmad, var den fyldt med nogle mærkelige, sorte stykker, der ikke umiddelbart var til at identificere.

- Jeg tænkte, at det nok bare var noget fra tomatplanterne, der var faldet ned i, og jeg smed indholdet ud, siger Pia til ekstrabladet.dk.

Hun åbnede en ny karton med tomater, der ved første øjekast så mere normal ud. Men det var kun, indtil Pia kom til bunds i den røde masse.

- Jeg plejer at si tomatjuicen fra, inden jeg bruger tomaterne til madlavning. Og det var, da jeg havde siet det, at jeg fik øje på den der pind, eller hvad det er, siger Pia til ekstrabladet.dk.

- Jeg smagte på juicen, og den smagte egentlig lidt underligt. Og jeg fortrød det efterfølgende, da jeg så, hvad der var blevet siet fra, siger Pia Ville til ekstrabladet.dk.

Brækket med gaflen
'Pinden', som Pia sammen med indholdet fra de hakkede tomater bragte ind til Ekstra Bladet i fredags, er omkring to centimeter lang, en centimeter 'tyk' og relativt fast.

Den gik dog lidt i stykker, da Ekstra Bladets frygtløse reporter prikkede til den med en gaffel.

Vi åbnede endnu en af de pakker med hakkede tomater, som Pia havde taget med ind på redaktionen. Den var pakket omkring samme klokkeslæt som de to andre kartoner og indeholdt også små og mellemstore stykker af mystiske, sorte flager.

- Jeg kunne jo godt være kørt ud til Føtex og have fået mine penge tilbage, men jeg ville gerne være sikker på, at der blev gjort noget. Derfor vil jeg hellere overlade det til jer, siger Pia til Ekstra Bladet.

Som sagt, så gjort: Ekstra Bladet tog kontakt til Dansk Supermarked, som har solgt tomaterne, for at høre, hvad det kan være, der svømmer rundt i dem - og hvad de har tænkt sig at gøre ved det.

Dansk Supermarked: Det ER tomat
Efter at have kigget på billederne og tage en snak med den italienske leverandør af tomaterne, har Dansk Supermarked følgende svar til ekstrabladet.dk.

- Ud fra de modtagne billeder og beskrivelsen af, at fragmenterne er hårde men også lette at bryde, vurderer vores italienske leverandør, at der efter alt at dømme er tale om brændte tomatstykker. Leverandøren finder det ikke sandsynligt, at der er tale om et fremmedlegeme, såsom et blad, jord el.lign, forklarer pressechef Mads Hvitved Grand i en mail sendt til Ekstra Bladet.

Problemet med brændt tomatskræl forekommer ifølge ham 'yderst sjældent', så sjældent at indkøberen aldrig har set det før.

- Produktionen fungerer i praksis sådan, at tomaterne under forarbejdning varmes kraftigt op. De løber igennem et rør på deres vej til emballagen, og her kan det ske, at et stykke tomat, eksempelvis skind, sætter sig fast og 'brændes af', forklarer han.

Siden tomaterne blev produceret i august 2012, har man dog - netop for at undgå problemer med brændte tomatrester i tomaterne - ændret procedure på produktionsanlægget.

- Det betyder, at samlingen på rørene og den rensningsproces, der foretages flere gange dagligt, er blevet forbedret, siden produktionen af disse kartoner blev gennemført, siger Mads Hvitved Grand.

Fjernes fra hylderne
Selv om klumperne i tomaterne ser uappetitlige ud, så er der ingen grund til panik, hvis man som forbruger er kommet til at spise noget af tomaterne, lover pressechefen.

- Det er vigtigt at understrege, at de brændte tomatstykker ikke udgør nogen sundhedsmæssig risiko, ligesom det heller ikke skulle påvirke smagen, siger han.

Føtex tager dog det berørte parti hakkede tomater af hylderne, så forbrugerne ikke skal risikere at støde på de sære klumper i tomaterne.

- I og med, at der er tale om en kvalitetsfejl, som forekommer i flere kartoner, så tager vi varerne fra den pågældende dato ud af butikkerne, og det går vi i gang med med det samme. Vi har orienteret fødevareregionen og sammen med dem afgør vi, hvad der skal ske, når varerne er taget ud af butikken, siger Mads Hvitved Grand.

- Vi har ikke hørt fra andre kunder, som er stødt på de her brændte stykker i deres tomater, men skulle man støde på det, så kan man selvfølgelig levere dem tilbage og få købet godtgjort, siger pressechefen til ekstrabladet.dk.

1 af 2 På Ekstra Bladets redaktion åbnede vi endnu en karton med flåede tomater fra samme tidspunkt om de to, Pia havde åbnet derhjemme. Den indeholdt også ubestemmeligt sort snask. (Foto: Privatfoto)
2 af 2 Mystiske klumper, som lignede alt andet end tomat, mødte Pia Ville da hun lukkede op for kartonen fra Bon Appetit. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere