EU: Ingen grund til panik over hestekød

Europæere skal ikke gå i panik over hestekødsskandalen, der har ramt store dele af Europa, siger EU-kommissær

Der er ingen grund til at gå i panik over den hestekødsskandale, der har ramt Europa den seneste tid.

Så klar er meldingen fra EU's forbrugerkommissær, Tonio Borg, der tilføjer, at der er tale om et mærknings-problem og indtil videre ikke et spørgsmål om sundhedsrisiko.

- Indtil videre er det her ikke et madsikkerheds-problem. Vi skal ikke gå i panik. Nogle gange kan reaktionen være irrationel. Med mindre at der er bevis for, at det er spørgsmål om mad-sikkerhed, vil vi behandle dette som et mærknings-problem, siger han.

Se også: Dansk slagteri mistænkes for hestekødsfusk

Der er ind til videre fundet hestekød i oksekøds-varer i Irland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz og Sverige, mens også tyske, norske og danske forbrugere menes at have været udsat for hestekød forklædt som oksekød. Senest er Rusland kommet på listen.

EU-landene er blevet enige om at lancere en tre måneders systematisk inspektion, hvor der skal foretages dna-tests af kødprodukter for at afsløre eventuelle forekomster af hestekød.

- Vi har et af de bedste madsikkerhedssystemer i verden. Vi har værktøjerne til at spore ethvert produkt i løbet af et par timer eller dage, siger Tonio Borg.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere