Danskere mistænkt i hestekødsskandale

Et af de firmaer, som er under mistanke i hestekødsskandalen, har dansk ledelse

I England havnede heste-oksefarsen hos firmaet Silvercrest, der formede den til burgerbøffer, som blev solgt til blandt andet Burger King og den engelske supermarkedskæde Tesco. (Foto: AP Photo/Niall Carson)
I England havnede heste-oksefarsen hos firmaet Silvercrest, der formede den til burgerbøffer, som blev solgt til blandt andet Burger King og den engelske supermarkedskæde Tesco. (Foto: AP Photo/Niall Carson)

Den engelske skandale om hestekød, der blev solgt som okse, trækker nu tråde til Danmark: Et af de firmaer, som er under mistanke for at deltage i svindelen, er dansk ejet. Det skriver Jyllands Posten i dag.

Ifølge Jyllands Posten er danskerne Ulrik Arendholt Nielsen og Dorthe Rønholdt Iversen direktører for holdingselskabet Flexi Foods Holding, som ejer Flexi Foods Ltd. i Hull i England.

Hos erhvervsstyrelsen er Ulrik Arendholt Nielsen og Dorthe Rønholdt Iversen desuden opført som ejere af firmaet Flexi Foods CPH, der er baseret i Charlottenlund i Danmark, og Rico Pølser, en delikatesse-charcuterieproducent, som nu er erklæret konkurs.

Se også: Solgte hestekød: Myndigheder lukker virksomheder

Ekstrabladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra de to danske direktører, men det er ikke lykkedes at komme i kontakt med dem. En ansat hos Flexi Foods Ltd. oplyser til ekstrabladet.dk, at al kommunikation om sagen foregår igennem firmaets engelske sagfører, og at de to direktører for øjeblikket er på ferie.

Se også: Minister styrker kontrol efter hestekødsskandale

80 procent hestekød
I sidste uge kom det frem, at Flexi Foods Ltd. var et af de firmaer, som i England havde forsynet supermarkeder, kantiner og burgerbarer med kød, der var væsentligt mindre okse-relateret, end det gav sig ud for at være.

Ifølge den engelske avis Daily Mail importerede Flexi Foods en stor sending kød, som stikprøver senere viste var 80 procent hestekød, som blev sat på køl hos firmaet Freeza Meats i Nordirland.

Flexi Foods leverede også 60 tons 'oksekød', hvoraf i hvert fald noget af det var hestekød, til firmaet McAdam Foods i Irland i 2012.

Dette kød blev solgt videre til firmaet Silvercrest, som pressede det til burgerbøffer, der blev blandt andet blev solgt videre til Burger King og supermarkedskæderne Tesco og Aldi.

I kølvandet på denne skandale blev det fransk firma Comigel også afsløret i at have solgt hestekød maskeret som okse: Kødet var endt i færdig-lasagner fra frysegiganten Findus. Kødet stammede ifølge Comigel fra Rumænien.

Se også: EU holder særmøde om hestekødsskandale



Se også: Fransk politi ransager fabrikker i skandale om hestekød

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere