Se slagterens klammeste trick

Kreativiteten fejler intet, når slagterafdelingerne skal gøre det gamle kød indbydende. Læs de mest ulækre staldtips her

Gammelt kød får en tur i hakkeren eller bliver iklædt grillkrydderi og vupti: Så er det frisk og klar til at blive solgt igen. Ekstra Bladets læsere har skræmmende informationer fra bag slagterafdelingens frontlinjer. (Foto: Colourbox)
Gammelt kød får en tur i hakkeren eller bliver iklædt grillkrydderi og vupti: Så er det frisk og klar til at blive solgt igen. Ekstra Bladets læsere har skræmmende informationer fra bag slagterafdelingens frontlinjer. (Foto: Colourbox)

Siden Ekstra Bladet i går skrev om svindel med datomærkning i SuperBest, Kvickly og Super Brugsen har det strømmet ind med mails fra læsere med indgående erfaring i disciplinerne 'fusk med fødevarer'.

Ingen af landets store supermarkedskæder går ram forbi, når slagtermestre og delikatesse-medarbejdere fortæller om, hvad der foregår i baglokalerne i slagter- og delikatesseafdelinger landet over.

De læsere, som har kontaktet Ekstra Bladet, har erfaring fra flere kæder og pointerer, at ommærkning og andre cowboy-tricks er mere reglen end undtagelsen.

- Jeg har siden 1997 selv arbejdet i diverse supermarkeder herunder SuperBrugsen, AktivSuper og Bilka, Kvickly - og jeg kan forsikre om, at det der nu kommer frem foregår i 100 procent af alle butikker og private slagtere, skriver en læser.

- Det er altså ikke noget nyt, at kød bliver pakket om. Sådan har det været i de sidste 25 år. Det er normalt at kødet bliver pakket om et par gange, skriver en anden læser, som i mange år har haft sin gang bag scenen i landets slagterafdelinger.

Oksestegens dødsrute
Samme læser giver følgende eksempel på en oksestegs 'liv' i køledisken:

- Det starter som en steg. Efter 2 dage bliver det til bøffer.

Disse bøffet bliver 'revet op' 1 gang. Inden de bliver vendt i peber-blanding .

Herefter skylles de under vand, inden de hakkes til hakket oksekød.

Hakket oksekød kan også bruges et par gange, det skal blot blandes med noget friskt.

Hakket oksekød, er også det, der kommes på de 'hjemmelavede' pizzaer.

Det er ikke unormalt, at 'levetiden' for en steg er fra mandag til mandag, skriver han.

Pas på marinaden
Kreativiteten fejler generelt ikke noget, når det handler om at undgå spild i slagter- og delikatesseafdelingen. Her kommer et lille udpluk af de mails, Ekstra Bladet har modtaget:

- Det er ikke kun hakket kød, der ompakkes, men al slags kød, f.eks. steaks, koteletter etc. Når kødet er pakket om, og stadig ikke kan sælges inden sidste salgsdato, og er blevet brund i stedet for rødt, så får det en gang 'mexicansk krydderi' og et 'velegnet til grill' mærkat , så man ikke kan se kødet men kun krydderiet. Herefter pakkes det om i ny emballage/film med ny senere sidste salgsdato, så er det 'så godt som nyt'. Derfor skal man aldrig købe fersk kød, som er camoufleret med krydderi, skriver en anden læser, som gerne vil være anonym.

- Jeg er uddannet i Prima, som nu er SuperBest, og jeg har arbejdet i en anden SuperBest. Ompakningen foregik typisk mandag morgen, inden vi åbnede, og torsdag inden vi åbnede, og vi kaldte det 'at vende boks'. De varer, som ikke var så pæne i farven, blev marineret. Nogle varer kom i salt og blev sprængt, andre varer kom i salt og blev røget, og andre varer blev til pølser, skriver en anden læser.

Slimede pølser
Der er tilsyneladende også god grund til at tænke sig om to gange, inden man nærmer sig delikatessedisken, hvis man skal tro Ekstra Bladets læsere:

- Jeg har for to år siden arbejdet i delikatessen i SuperBrugsen, hvor vi hver morgen skulle omfilme pålægspakker og alt andet i delikatesse boksen, så det kunne holde sig et par dage længere. Det var bare sådan, det var, og ingen stillede spørgsmålstegn til det, skriver 'Lise' til Ekstra Bladet.

- Jeg ved positivt, at en bestemt SuperBest (navnet er Ekstra Bladet bekendt, red.) vasker de slimede pølser med vand og putter dem i ny indpakning, og vupti - så er de klar til endnu en sæson i butikken, skriver 'Jan' til Ekstra Bladet.

Det er ikke kun kød og fisk, som kan få forlænget livet i køledisken. Kølediskens oste, som brie og camambert, kan også få en chance til, fortæller en læser:

- De oste, som ligger i køledisken og er blevet for gamle bliver fisket op og pakket ud af papiret. Så bliver de lagt på en lille bakke, filmet og får en ny holdbarhedsdato - så kan de sælges i delikatessen, fortæller 'Stine' til Ekstra Bladet.

Ved du noget? Så kontakt Ekstra Bladets kup!-redaktion.

Sådan gjorde vi

Sagen startede, da forbrugerprogrammet Kontant testede 20 tilfældige supermarkeder med egen slagterafdeling på Sjælland.

Fremgangsmåden var denne: Kontant udvalgte 12 SuperBest-butikker, fire Coop-butikker og fire Føtex-butikker. I hvert supermarked blev der fundet mellem to og fem pakker kød, der som hovedregel var hakket kød eller produkter af hakket kød, som for eksempel medisterpølse.

Kontant mærkede bakkerne med en pind, der var spids nok til at gå igennem film, og som kunne skrive på sort plastik. På alle pakker, som Kontant mærkede, skrev supermarkedet, at kødet var fra samme morgen. Det vil sige, at kunderne ikke måtte kunne finde kødet dagen efter, da der så var gået mere end 24 timer.

Udover testen i butikkerne sendte Kontant kødbakkerne til test i et laboratorium, hvor der blev kigget på indhold af bakterier.

Kontant har afsløret følgende butikker i at snyde:

Kvickly, Hyrdehøj Bygade 6a, Roskilde

SuperBrugsen, Bagsværd Hovedgade 107, Bagsværd

SuperBest, Strandmarksvej 20, Hvidovre

SuperBest, Skomagergade 11-15, Roskilde

Dertil kommer en række af de butikker, som optræder på nedenstående liste:

Fødevareregion Øst gennemførte i torsdags en aktion mod otte SuperBestbutikker på baggrund af Kontants dokumentation.

Her blev der fundet svindel med gammelt kød i følgende syv butikker:

SuperBest, Vermlandsgade 51, København S

SuperBest, Hvidovre Stationscenter 13-19, Hvidovre

SuperBest, Østergade 6, Helsinge

SuperBest, Mellemvang 6, Holbæk

SuperBest, Anders Larsensvej 38, Holbæk

SuperBest, Smedelundsgade 24, Holbæk

SuperBest, Holbækvej 7-11, Roskilde

Fødevareregion Nord har ligeledes gennemført en aktion. Her blev tre ud af 12 butikker snuppet. Der er tale om disse:

SuperBest, Markedsvej 125, Brønderslev

SuperBest, Ølbyvej, Struer

Dertil kommer en Superspar, som regionen endnu ikke vil oplyse navnet på.

Ved du noget? Så kontakt Ekstra Bladets kup!-redaktion.

0 kommentarer
Vis kommentarer