Under luppen: Vitaminskud til seniorer

Per Brændgaard er ernæringsekspert og tilknyttet Ankerhus Seminarium CVU Sjælland. I denne uge ser han på vitamintilskud

Vitamin 50+ er det bedste valg af vitamintilskud til seniorer.
Vitamin 50+ er det bedste valg af vitamintilskud til seniorer.

Kosttilskud til seniorer er sjældent pengene værd. Ofte gør de mere skade end gavn. For mange vitaminer kan svække immunforsvaret hos ældre mennesker, og for mange mineraler kan fremme udviklingen af åreforsnævring. Det eneste, seniorer med sikkerhed bør supplere den sunde kost med, er for kvinders vedkommende calcium og for begge køn D-vitamin.

Det bedste valg
Vitamin 50+, Matas

Fem ud af seks stjerner

Dette produkt har en passende sammensætning i forhold til seniorers vitamin- og mineralbehov. Der er blandt andet tilstrækkelig D-vitamin, og jernindholdet er halveret i forhold til en almindelig vitaminpille. Det er oven i købet et af de billigste produkter per dagsdosis. Produktet henvender sig til personer over 50 år, ligesom de fleste andre produkter i kategorien. Men det er faktisk først fra 61-årsalderen, at det kan være en god idé at supplere kosten med et ekstra tilskud.

Pris: 1,06 kroner pr. dag

For meget jern
Ferrosan Multi-tabs 50+

To ud af seks stjerner

Doseringen er moderat, det vil sige omkring 100 procent af anbefalet daglig tilførsel. Men doserne er også lidt underlige i forhold til ældre menneskers særlige behov. Produktet indeholder til gengæld rigelig jern. Det er generelt de færreste mænd, der har brug for jerntilskud. Kvinder kan indtil overgangsalderen have brug for det, men derefter falder jernbehovet, så et kosttilskud til denne målgruppe burde have et meget lavt eller slet intet jernindhold. For meget jern mistænkes også for at øge risikoen for hjertekarsygdomme.

Pris: 1,05 kroner pr. dag

Øget risiko for allergi
MIDTVJSPILLEN FRA HOLISTICA-MEDICA

En ud af seks stjerner

Midtvejspillen kan ikke anbefales. Den indeholder vitaminer og mineraler i for høje doser, og indholdet af urter er overflødigt. Det eneste, man med sikkerhed udsætter sin krop for, når man ukritisk spiser urtepiller, er en forøget risiko for allergi. Det er tilmed et meget dyrt produkt.

Pris: 5,19 kroner pr. dag

Svækker immunforsvaret
Omnix fra Biosym

En ud af seks stjerner

Omnix er et overpumpet vitamin- og mineraltilskud. Det indeholder blandt andet 40.000 procent (!) mere B12-vitamin end anbefalet. Selv om ældre har forøget risiko for mangel på netop dette vitamin, er der slet ingen grund til at tage så høj dosis som forebyggelse. Omnix indeholder 200 mg E-vitamin svarende til 2000 procent af anbefalet daglig tilførsel. En videnskabelig undersøgelse viste i 2002, at netop 200 mg E-vitamin tilskud per dag gør, at ældre mennesker bliver mere syge, når de bliver ramt af en infektion, fordi sygdomsperioden varede længere.

Pris: 2,33 kroner pr. dag

Voldsomt mange vitaminer
Berthelsen Seniorpillen 65+

En ud af seks stjerner

Seniorpillen indeholder 50.000 procent (!) af den anbefalede daglige indtagelse B12-vitamin. Det er helt vildt og kan ikke anbefales. Der er også for meget D-vitamin. Logikken er åbenbart, at jo mere des bedre. Men sådan fungerer ernæring ikke. Det gælder om at finde den gyldne middelvej, da både for lidt og for meget kan være skadeligt. Også selv om de anvendte doser i Seniorpillen ikke overstiger de øvre grænser for indtagelse.

Pris: 4,30 kroner pr. dag

Læs mere i Pers blog her

0 kommentarer
Vis kommentarer