Danske restauranter fusker med feta og parmaskinke

Fødevarestyrelsen har gennemført en stor kontrol for at undersøge, om du får det du betaler for

Danske restauranter og cafeer har tilsyneladende mere end almindeligt svært ved at købe rigtig feta. I hvert fald har ingen, der er blevet kontrolleret af Fødevarestyrelsen, formået at servere den ægte vare. Arkivfoto: Rune Pedersen
Danske restauranter og cafeer har tilsyneladende mere end almindeligt svært ved at købe rigtig feta. I hvert fald har ingen, der er blevet kontrolleret af Fødevarestyrelsen, formået at servere den ægte vare. Arkivfoto: Rune Pedersen

Er parmaskinken på din pizza eller i din forret virkelig fra Parma? Eller er det ægte græsk feta, du har fået i din salat?

Det er der tilsyneladende god grund til at være skeptisk over for, når du spiser ude på cafeer og restauranter i Danmark.

Fødevarestyrelsen har nemlig som led i en større europæisk aktion sat sig for at undersøge, om caféer og restauranter virkelig serverer det, de siger, når de bruger en beskyttet geografisk betegnelse, så som parmaskinke (der skal være fra bestemte områder i Nord- og Midtitalien) eller feta (der skal være fra Grækenland).

- EU beskytter lokale fødevarer, så andre ikke kan lukrere på superbrands opbygget måske gennem generationer. Derfor er det også ulovligt at bilde sine kunder ind, at de får en særlig mærkevare uden at servere den, siger Annette Løvenkjær-Pearson fra Fødevarestyrelsens Rejsehold.

Styrelsen foretog derfor kontrol i i alt 25 virksomheder, der primært bestod af restauranter og cafeer. Her undersøgte de, om virksomhederne talte sandt, når de påstod, at de serverede parmaskinke, fetaost, bøffelmozzarella, parmesanost, gorgonzola, cafe de Clumbia, darjeeling te samt lammefjordskartofler.

Og hos i alt 15 virksomheder kunne man konstatere, at de produkter, der blev solgt, ikke var det samme som det, man påstod over for kunderne, at der blev anvendt på maden.

Ingen styr på fetaen
Blandt andet var der 15 steder, der hævdede, at de solgte parmaskinke, men for ni af dem viste det sig at være løgn. Og otte steder påstod de, at de serverede fetaost for kunderne. Men ingen af de otte steder fik kunderne ægte feta.

De hårdt prøvede norditalienere er dog ikke blevet snydt i et lige så stort omfang, når det kommer til parmesanost, hvor det 'kun' var fem ud af i alt 18 steder, de ikke serverede det, de påstod.

Herunder kan du se det samlede resultat af Fødevarestyrelsens kontrol:

  Kontrolleret Falsk
Parmaskinke 15 9
Feta 8 8
Gorgonzola 18 0
Parmesan 18 5
Bøffelmozzarella 7 3
Darjeeling Te 3 0
Café de Columbia 2 0
Lammefjordskartofler 1 1
I alt 72 26

 

Fødevarestyrelsen oplyser, at der efter operationen til de 25 virksomheder er blevet uddelt henholdsvis 10 glade smil, otte indskærpelser og syv bøder.

Styrelsen understreger dog, at de produkter, kunderne har indtaget, i princippet godt kan være på højde med de europæiske 'superbrands', men at det alligevel ikke er lovligt at sælge dem under et andet navn.

Ud over at kontrollere beskyttede varebetegnelser, har Fødevarestyrelsen også undersøgt, om danske virksomheder svindler med økologi og oregano. Styrelsen konkluderer, at der foruden lidt mærkningsfejl ikke ser ud til at være svindel med økologi, mens der i forhold til oregano i nogle tilfælde har været svindlet med indholdet i poserne, hvor der til tider også har været andre blade end rigtig oregano.

Se også: Test afslører store mængder visne blade fra træer i oregano

158 kommentarer
Vis kommentarer