Konkursramt pizzakæde skifter navn

Selskaberne bag den konkursramte pizzakæde Domino's har skiftet navn. Det gør selskaber normalt for at undgå opmærksomhed omkring en konkurs, forklarer konkursadvokat

Domino's-butikker har landet over været lukket siden i går, lørdag, hvor kæden meddelte, at den var gået konkurs. Her er det Domino's på Nørrebro i København. Foto: Stine Tidsvilde
Domino's-butikker har landet over været lukket siden i går, lørdag, hvor kæden meddelte, at den var gået konkurs. Her er det Domino's på Nørrebro i København. Foto: Stine Tidsvilde

Selskaberne bag pizzakæden Domino's skifter navn.

Det fremgår af det centrale virksomhedsregister.

Domino's oplyste i går på en telefonsvarer, at kæden er gået konkurs.

Navneskiftet er ligeledes sket i går.

Hovedselskabet, der indtil i går hed Domino's Pizza Scandinavia A/S, hedder nu det noget mindre genkendelige Selskabet 1 af 2. marts 2019 A/S.

En række datterselskaber har ligeledes skiftet navn efter samme skabelon som moderselskabet, sådan at de nu hedder Selskabet 2, 3, 4 og så videre efterfulgt af 'af 2. marts 2019'.

Se også: Møgsager dræbte Domino's

For at undgå opmærksomhed
Navneskiftet tyder på, at pizzakæden havde håbet at undgå gårsdagens presseomtale, hvor konkursen blev omtalt i en bred vifte af de danske medier, herunder Ekstra Bladet.

- Man skifter navn i håb om at skjule for pressen, at en konkurs er på vej. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er ulovligt. Det ser bare lidt dumt ud, når man bliver opdaget, siger Morten Bjerregaard, advokat med speciale i konkurs fra Bjerregaard Advokatfirma.

Han understreger, at han udtaler sig om konkurser generelt og ikke specifikt om Domino's.

- Der kan ikke være andre grunde?

- Nej, overhovedet ikke. Det er kun for at undgå opmærksomhed. Men ret skal være ret, og det at man forsøger at feje opmærksomhed ind under gulvtæppet, er ikke det samme, som at man forsøger at feje aktiver ind under gulvtæppet. Der er pæne og ordentlige mennesker, der skifter navn på deres selskab, fordi de ikke kan overskue opmærksomhed over deres tur i retten, siger Morten Bjerregaard.

Se også: Domino's-medarbejdere uden løn op til konkurs

'Har indstillet driften'
Hvor beskeden på Domino's telefonsvarer i går lød, at kæden er gået konkurs, er den i dag ændret til, at pizzakæden har 'indstillet driften'.

- Når man siger, at driften er indstillet, så skaber det uklarhed. Det er uklar kommunikation, for det efterlader et spørgsmål om, hvad der nu skal ske, siger Morten Bjerregaard.

- Konkurs er et juridisk begreb, og man ved, hvad betyder. At indstille driften er ikke et juridisk begreb, og det kan betyde alt muligt. For en iskiosk ved Vesterhavet giver det god mening at indstille driften i september og så åbne op igen i maj. Men det betyder jo ikke, at den er konkurs.

Over for Børsen bekræfter bestyrelsesmedlem i Domino's Hans Barslund, at der er tale om en konkurs, og at det er kæden selv, der har indgivet en konkursbegæring.

Moderselskabet, der tidligere hed Domino's Pizza Scandinavia A/S, er ejet af firmaet Nordic Pizza Sarl, som har hjemme i Luxembourg.

Det danske selskab har ifølge Skattestyrelsens åbne skattelister ikke betalt skat i årene 2013 til 2017.

Skattelisterne for 2018 er ikke frigivet endnu.

128 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere