Netto flød med gammel mad: Et kvart ton spredt ud over fortovet

Stikprøve: Ekstra Bladets maddetektiv fandt 250 gamle varer i Netto

Kender du til supermarkeder med mange gamle varer, så send et tip til 1224@eb.dk eller en SMS til 1224. (pris: alm. SMS-takst).

Det var et kulørt syn, som vakte betydelig opsigt på fortovet på Vesterbrogade i København, hvor Ekstra Bladets maddetektiv forleden havde spredt sit indkøb af gamle og i nogle tilfælde farlige levnedsmidler fra Nettobutikken bagved.

Den meget lønsomme discountkæde havde netop krævet 4411 kroner for 250 varer med en samlet vægt på et kvart ton.

Kup - 11. aug. 2018 - kl. 17:50 Discountbutik afsløret: Skjuler priserne på 150 gængse varer

Eksempelvis i alt 25 kilo gammel Kærgården, stegemargarine og plantemargarine - noget af det med udløbsdato for mere end et halvt år siden.

Foto: Olivia Loftlund
Foto: Olivia Loftlund

Knap så frisk pasta

I indkøbet var også 'delikate' og dyre oste, skyr, yoghurt, fløde, Lurpak og frisk pasta - som var knap så frisk endda. For alt - også 150 kilo mel - havde for længst overskredet sidste holdbarhedsdato med konsekvenser for kvaliteten. Overskredet var datoen på den ferske boller i karry-færdigret, som absolut senest skulle have været spist 9. august, hvorfor den nu var blevet en uge for gammel og dermed sundhedsfarlig for kunderne.

Se også: Hvad fanden koster det?! Sådan bliver du snydt i supermarkedet

Dårlig kundeservice

- Det er et problem, at Ekstra Bladet kan finde så mange gamle varer i en butik. Det bør selvfølgelig slet ikke kunne forekomme, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

- Varerne burde selvfølgelig have været solgt inden udløbsdatoen. Det er et stigende antal supermarkeder ellers blevet gode til, siger hun.

I Netto-butikken var der også læssevis af fiske- og pålægsvarer, som havde ultimativt sidste anvendelsesdato onsdag, da stikprøven fandt sted - og dét uden at Netto gjorde kunderne opmærksom på det.

- Det er ikke ulovligt, men dårlig kundeservice, når Netto sælger eksempelvis hellefisk på varens sidste anvendelsesdag, for allerede dagen efter er den risikabel at spise på grund af bl.a. risikoen for listeria - og den er smagsmæssigt hurtigt forringet, siger Camilla Udsen.

Kan blive vildledt

Stikprøven vækker også opsigt i Fødevarestyrelsen. - Det er skuffende og bestemt ikke i orden, hvis man i en butik kan finde mange varer med udløbet holdbarhed, siger Pernille Lundquist Madsen, styrelsens souschef i afdelingen for Kemi og Fødevarekvalitet.

- Varer mærket 'bedst før' må faktisk gerne sælges efter denne dato, men det skal være særligt tydeligt for kunderne, at datoen er udløbet. Varerne må ikke blot stå blandt andre varer i det normale sortiment, når holdbarheden er overskredet, forklarer hun.

Kærgården, stegemargarine, plantemargarine og mel var blandt varerne, der havde overskredet datoen.
Kærgården, stegemargarine, plantemargarine og mel var blandt varerne, der havde overskredet datoen.

- Et det ikke tydeligt for forbrugeren, at holdbarheden er udløbet, er det en overtrædelse af fødevarelovgivningen, fordi forbrugerne kan blive vildledt, siger hun.

Meget alvorligt

Men ikke én eneste af de 250 gamle varer i indkøbet var markeret med en snarlig eller overskredet udløbsdato - og ifølge Nettos retningslinjer sælges aldrig produkter med overskredet holdbarhed. Pernille Madsen siger om den gamle karry-færdigret, som Netto solgte Ekstra Bladet:

- Er varen mærket med 'sidste anvendelsesdato', må den ikke under nogen omstændigheder sælges efter den dato, for varen vurderes til at kunne gøre folk syge efter denne dato. Det er meget alvorligt, lyder det fra Fødevarestyrelsen, som planlægger et kontrolbesøg i Nettobutikken, som synkront med Ekstra Bladets happening begyndte at rydde op.

Fakta: Holdbarhed

'Sidste anvendelsesdato' betydet, at produktet bliver farligt at spise herefter. Produkterne er ulovlige at sælge.

'Bedst før' betyder, at produktet kan spises herefter, men at kvaliteten gradvist forringes. Produkterne må sælges, men det skal være meget tydeligt for kunderne, at der er tale om for gamle varer.

Det er sgu da voldsomt

Hans-Erik Saks. Foto: Olivia Loftlund
Hans-Erik Saks. Foto: Olivia Loftlund

- Det er sgu da voldsomt, at man kan finde den mængde gamle varer. Det er ærgerligt, at de ikke er solgt billigt, inden det blev for gammelt. Det er kun sjældent, jeg finder gamle varer, men det er måske, fordi jeg handler i Irma og Fakta og ikke i Netto, siger Hans-Erik Saks.

Grith Tønnesen. Foto: Olivia Loftlund
Grith Tønnesen. Foto: Olivia Loftlund

- Jeg undrer mig lidt over, hvordan butikken selv har kunnet undgå at bemærke, at så meget mel var blevet for gammelt, men ellers er jeg ikke overrasket, for der er masser af gamle varer i danske supermarkeder. Det skyldes dårlig ledelser, siger Grith Tønnesen.

Grethe Nielsen. Foto: Olivia Loftlund
Grethe Nielsen. Foto: Olivia Loftlund

- Jeg synes faktisk normalt, at min lokale Netto er dygtig til at forhindre madspild ved at sætte varerne ned i pris, når de nærmer sig sidste salgsdato, men det, som Ekstra Bladet har fundet inde i denne butik i dag, er både skuffende og overraskende.

- For tænk engang en masse mad, som går til spilde, fordi man ikke har solgt det i tide  Det går jo slet ikke, at så mange mejerivarer som ost, smør og skyr er blevet for gammelt, siger Grethe Nielsen.

Netto-chef: Det er pinligt

Kenneth Hvass Luxhøi, regionschef i Netto, din kommentar til resultatet af stikprøven?

- Det er pinligt. Det må ikke ske. Det er dybt beklageligt. Vi kigger indad for at undgå, at det gentager sig.

Men hvorfor sker det?

- Når man har med mennesker at gøre, sker der en gang imellem fejl. Jeg har tillid til mine medarbejdere, men med 500 butikker og 12.000 medarbejdere og tre millioner kunder om ugen bliver vi desværre aldrig fejlfri.

Det lader til, at dine medarbejdere er for hårdt spændt for, siden det kan gå galt?

- Løsningen er ikke at ansætte en ekstra medarbejder, for i hovedreglen fungerer det fint i vore butikker med samme ressourcer som i denne butik.

Men hvordan kan de så ske, at I sælger gammel mad?

- Et sted i vore rutiner er det gået galt. Vi analyserer nu hvor. Vi kigger indad og gør alt, vi kan, for at det ikke skal gentage sig.

En uartig mistanke: Det er dyrt at smide gammel mad ud. Det må gøre ondt på en købmand. Er det grunden til, at I derfor i stedet forsøger at sælge det til kunderne?

- Jeg kan slet ikke tage spørgsmålet seriøst. Vi har selvfølgelig ingen, ingen, ingen interesse i at sælge gammel mad. Det ville være dårlig købmandskab, umoralsk, og jeg kan kun tage afstand fra spørgsmålet.

Du sælger eksempelvis hellefisk på sin sidste anvendelsesdag uden at markere det. Er det i orden?

- Nej, det burde have været markeret og sat ned i pris, så kunden kunne se, at det er ved at løbe på datoen. Vi har stort fokus på at mindske madspild.

373 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere