Opfandt denne dansker hamburgeren?

Var det den danske immigrant Louis Lassen, der opfandt hamburgeren i USA? Det mener de på USA's nationalbibliotek. Prøv også 'Verdens sværeste burger-quiz' for i dag er det nemlig 'National Hamburger-dag'

Den danske immigrant Louis Lassen i sin café Louis' Lunch i starten af 1900-tallet. Flere steder peges der på, at han var manden bag hamburgeren. (Foto: Louis' Lunch)
Den danske immigrant Louis Lassen i sin café Louis' Lunch i starten af 1900-tallet. Flere steder peges der på, at han var manden bag hamburgeren. (Foto: Louis' Lunch)

Prøv 'Verdens sværeste burger-quiz' i bunden af artiklen.
----------

Amerikanske opfindelser som Halloween, Valentinsdag og Bøf & blowjob-dag er vi ikke for fine til at fejre på danske breddegrader, men National Hamburger-dag vil vi åbenbart ikke høre tale om.

Det er ellers i dag, 28. maj, hvor adskillige burgerkæder og -restauranter i USA har flere ganske fine tilbud på menukortet for at lokke kunder i butikken.

Amerikanerne kan dog også bryste sig af at have et mere end 100 år langt forhold til bøf-i-brød-spisen, som fik sit store folkelige gennembrud, da den introduceret på verdensudstillingen i St. Louis i 1904.

Stik mig noget hurtigt, Lassen!
Men helt præcist hvor idéen med en stegt hakkebøf serveret i brød stammer fra, står stadig hen i det uvisse. I hvert fald er der mange om buddet.

Men ifølge USA's nationalmuseum, Library of Congress, var det den danske immigrant Louis Lassen, som var den første til at lange en hamburger over disken. Det skete i 1895 i caféen Louis' Lunch i New Haven, hvor danskeren serverede bøf imellem toastbrød med enten løg, tomat eller ost. Oplysningen er baseret på avis- og magasin-artikler, historiske fotos samt Louis Lassens barnebarn Kenneth Lassens (tredje generation) nedskrevne erindringer.

Louis' Lunch i New Haven, hvor en opfindsom dansk immigrant langede en af verdens første burgere over disken. Dengang i 1900 var stedet dog noget mindre. (Foto fra Google Maps)
Louis' Lunch i New Haven, hvor en opfindsom dansk immigrant langede en af verdens første burgere over disken. Dengang i 1900 var stedet dog noget mindre. (Foto fra Google Maps)

 Ifølge caféens egen hjemmeside skal du dog lige spise brød til den oplysning. Her hævdes nemlig, at den første 'hamburger sandwich' blev serveret i år 1900. Det skete, da en mand kom ind på caféen og sagde til ejeren Louis Lassen, at han havde travlt og skulle have noget, han kunne spise på vejen. I skyndingen placerede Louis noget hakket oksekød mellem to skiver toastbrød, og hamburgeren var født.

I dag er det Jeff Lassen (fjerde generation), der bestyrer Louis' Lunch på Crown Street i hjertet af New Haven mellem New York og Boston på den amerikanske østkyst. Og ikke meget ved den oprindelige opskrift er ændret. Du kan stadig kun få ost, tomat og/eller løg som garniture, og grillen er den samme som er blevet brugt siden 1898.

HVEM OPFANDT HAMBURGEREN?

Danske Louis Lassen får ikke lov til at være ophavsmand til hamburgeren uden kamp, og det kommer lidt an på, hvem du spørger, hvis du vil have et svar på, hvem der opfandt den amerikanske hamburger.

Du kan se flere billeder fra Louis' Lunch hos Eater.com.

Fletcher Davis
Det siges, at Fletcher Davis allerede solgte hamburgere i sin café i Athens i Texas i slutningen af 1880'erne, og det var Davis, der, sammen med sin kone, bragte hamburgeren med til Verdensudstillingen i St. Louis i 1904.

Brødrene Menches
Frank og Charles Menches fra Ohio serverede angiveligt hakkebøf i brød til en årlig byfest/kræmmermarked i Hamburg, New York i 1885. Det skete da de løb tør for pølser. De opkaldte opfindelsen efter byen, de var i. Ifølge New York Times fandt brødrene dog først på spisen i 1892 - og et helt andet sted.

Charlie Nagreen
Allerede som 15-årig i 1885 solgte Charlie Nagreen 'hamburgere' til byfest/kræmmermarkedet Seymour Fair i Wisconsin. Han puttede kødboller ind i brød, da det var nemmere for gæster at gå rundt med, og opkaldt det efter Hamburg Steak, som mange tyske immigranter allerede var bekendt med.

Oscar Bilby
Ifølge forfatteren Michael Wallis, som har skrevet 'Route 66, The Mother Road', så blev den første rigtige hamburger klappet sammen af Oscar Bilby, da han diskede op hakkebøf i konens hjemmebagte boller til en 4. juli-fest i 1891 på sin gård. Forfatteren mener, at selve bollen sikrer Oscar Bilby sejren, de andre brugte toastbrød.

Kilder: Wikipedia, Vindy.com, Timeout.com

 

----------

Er du endnu ikke helt færdig med at fejre National Hamburger-dag, så prøv quizzen herunder.

I quizzen skal du kæde i alt 10 billeder af burgere sammen med den rigtige burgerkæde. Flere af burgerkæderne findes kun i USA, så er du burger-novice må du hellere springe over. Velbekomme!

Interaktivt element

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen