'Skit Kat': Chokolade-gigant i modvind

Det går ikke at kalde formen på chokoladebaren Kit Kat for et beskyttet varemærke, afgør EU-domstol

EU-Domstolen har onsdag afvist en appelsag fra Nestlé, der mener, at virksomheden ejer retten til den særlige form, som chokoladebaren Kit Kat har.

Nestlé har arbejdet i mere end et årti for at få eneret til den særlige udformning af den kiksefyldte chokoladebar, der kan brækkes i fire stykker.

Men med onsdagens dom stadfæster domstolen en tidligere afgørelse fra domstolens lavere instans, der har afvist, at Kit Kat-formen er et beskyttet varemærke.

Nestlé har kæmpet mod konkurrenter, der har lavet samme form for chokoladebar.

Det gælder ifølge BBC blandt andet firmaet Cadbury Chocolate, der laver forskellige former for chokoladebarer. Samt det norske mærke Kvikk Lunsj.

Den norske chokoladebar går tilbage til 1937, mens Kit Kat - der oprindeligt hed Rowntree's chocolate crisp - ramte markedet i 1935.

I årevis var forholdet mellem de to mærker problemfrit. Men i 2002 gik Nestlé i offensiven og krævede, at Kit Kat blev et beskyttet varemærke.

Det skulle ikke alene gælde Kit Kats logo, men også selve chokoladebarens form, der beskrives som 'fire trapezformede barer på linje på en rektangulær base'.

I 2007 blev det til en retssag, da Cadbury og Mondelez, der blandt andet ejer mærket Kvikk Lunsj, gik imod Nestlés krav.

Domstolen har skullet tage stilling til, om chokoladebaren er distinkt nok til, at mærket fortjener en beskyttet titel. Altså om formen i sig selv er særlig nok til, at man kan genkende baren.

I 2016 afgjorde en lavere domstol, at der skulle føres bevis for, at baren kunne genkendes alene på sin form i alle EU-lande.

Det kunne man ikke bevise i Belgien, Irland, Grækenland og Portugal. Derfor blev Kit Kats form dengang ikke godkendt som varemærke.

Den afgørelse var Nestlé ikke tilfreds med. Virksomheden mente, at der blev stillet alt for store krav, når det blev hævdet, at mærket skulle kunne kendes alene på sin form i alle lande.

Samtidig var konkurrenterne også utilfredse med afgørelsen, fordi Kit Kat ifølge dem slet ikke kan opnå den status i noget EU-land.

Onsdag forkaster EU-Domstolen dog begge indvendinger. Domstolen der fastholder, at Kit Kat ikke har særlig eneret til sin form.

46 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere