Sundhedsfare: Netto smækfyldt med gammel farlig mad

Eksperter slår alarm: Ekstra Bladets maddetektiv fandt igen 250 gamle varer i en Netto

Søndag sen eftermiddag fyldte Ekstra Bladets maddetektiv seks store rullekurve med gammel mad. Mandag formiddag sad Nettos regionsgchef samme sted og ledte efter gammel mad i køleskabet. Foto: Henning Hjort.
Søndag sen eftermiddag fyldte Ekstra Bladets maddetektiv seks store rullekurve med gammel mad. Mandag formiddag sad Nettos regionsgchef samme sted og ledte efter gammel mad i køleskabet. Foto: Henning Hjort.

Kender du til supermarkeder med mange gamle varer, så send et tip til 1224@eb.dk eller en SMS til 1224. (Alm. SMS-takst).

Da Ekstra Bladet fredag mødte Netto-topchef Kenneth Luxhøi til et interview om ulovligt salg af gammel mad, turde han ikke garantere for, at noget lignende ikke kunne gentage sig.

Se også: Netto flød med gammel mad: Et kvart ton spredt ud over fortovet

Han fandt det pinligt, at butikken nær Vesterport i København havde brudt loven ved for 4411 kr. at sælge Ekstra Bladet hele 250 varer med overskredet holdbarhed og en samlet vægt på et kvart ton.

Mandag formiddag var topchefen i egen person ved at tømme en kølevæg for letfordærveligt mad i en anden Netto i København, den i Adelgade.

For det kunne gentage sig, viser det sig.

Topchef Kenneth Luxhøi var selv rykket ud i filialen efter, at Ekstra Bladet på opfordring fra læsere søndag havde foretaget endnu en dato-stikprøve, nu i Adelgade-filialen, som viste sig at smækfyldt med gammelt, dårligt og i nogle tilfælde sundhedsfarligt og fordærvet mad.

Også her fandtes mindst 250 gamle varer. Men resultatet af denne anden stikprøve vækker i højere grad bekymring i Fødevarestyrelsen, i Forbrugerrådet Tænk og blandt fødevareeksperter, som alle vurderer, at Netto udsætter folk for sundhedsfare.

De 45 forskellige varer - 250 i alt - kostede 5402 kroner - noget som fylder knap en meter, når det bliver udskrevet på en kassebon. Foto: Henning Hjort.
De 45 forskellige varer - 250 i alt - kostede 5402 kroner - noget som fylder knap en meter, når det bliver udskrevet på en kassebon. Foto: Henning Hjort.

- Resultatet af den seneste stikprøve er meget mere alvorlig end den første, for nu er der fundet mange varer, som har overskredet sidste anvendelsesdag - som er en form for 'dødsdato' for varen. Herefter er den i princippet farlig, forklarer Pernille Lundquist Madsen souschef i afdelingen for Kemi- og Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

Hun har set Ekstra Bladets dokumentation, som viser, at eksempelvis pølser var 25 dage for gamle, hellefisk, laks og ørred op til 16 dage for gamle, og pulled pork 27 dage for gammelt.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

I butikken var der eksempelvis også 29 store bakker med Børnenes Madpakke Leverpostej, som var gået på datoen og dermed bestemt ikke for børn. Og heller ikke for voksne.

For det er mest gravide og ældre, som Netto udsætter for en risiko, forklarer Camilla Udsen, kemiingeniør og kandidat i levnedsmiddelvidenskab i Forbrugerrådet Tænk.

- Stikprøvens resultater er meget problematiske. Eksempelvis fordi listeria i fisk tidligere har medført dødsfald hos ældre. Risikoen er, at en harmløs forekomst af listeria vokser dramatisk med tid, så det ender med at kunne være farligt for svage ældre og for gravide, som risikerer abort, siger hun.

I butikken var der masser af gammelt hellefisk, laks og ørred, der ifølge eksperterne især er risikabelt for gravide og ældre. Her er det blevet bragt ud på brostenen foran Netto, inden det blev kasseret. Foto: Henning Hjort.
I butikken var der masser af gammelt hellefisk, laks og ørred, der ifølge eksperterne især er risikabelt for gravide og ældre. Her er det blevet bragt ud på brostenen foran Netto, inden det blev kasseret. Foto: Henning Hjort.

Der er Michael René, fødevareingeniør og kandidat i fødevarevidenskab, enig i.

- Føj, det er virkelig ulækkert, udbryder han.

- Frankfurtere 25 dage over dato - ja her er fødevarekvaliteten forringet kraftigt, og produktet er sandsynligvis lettere fordærvet. Der er også en risiko for at produktets mikroorganismer er vokset så kraftigt, at produktet ikke er sikkert at indtage mere, siger han.

- Noget griseri, siger Fødevareeksepert, bromatolog Orla Zinck om Nettos salg af gammel mad.

Pizzatopping holbart til den 26&6 2018.
Pizzatopping holbart til den 26&6 2018.

Fakta: Holdbarhed

'Sidste anvendelsesdato' betyder, at produktet bliver farligt at spise herefter. Det er herefter ulovligt at sælge.

'Bedst før' betyder, at produktet kan spises herefter, men at kvaliteten gradvist forringes. Produkterne må sælges, men det skal være meget tydeligt for kunderne, at der er tale om for gamle varer.

- Det er hamrende ulovligt, det er farligt for forbrugerne, det er dårlig moral, det er dårligt forretningsetik, og det er et resultat af, at Netto udelukkende tænker på at tjene penge, men glemmer at huske på, at man engang mellem bliver afsløret, siger han.

Faktisk havde flere kunder forsøgt at få Netto i Adelgade til at rydde op, inden de kontaktede Ekstra Bladet.

- Jeg fandt fire pølser, der var udløbet den 8. august. Jeg understregede over for den søde fyr ved kassen, at at folk kunne blive syge af de produkter. Han sagde faktisk, at det var godt, jeg var opmærksom, og at han ville sige det til sin chef, siger Netto-kunde og Ekstra Bladet-læser Marie Christensen.

Men intet skete. Da Ekstra Bladet ankom godt fem timer senere var der cirka 25 kg. gamle pølser til salg. Nogle af dem var udløbet den 25. juli.

- Hvis kunder gjorde butikkens personale opmærksomt på, at der fandtes gamle varer, så burde butikkens personale prompte være stormet ud for at fjerne disse varer. Er det ikke sket, at man er blevet advaret uden at gøre noget, er det bekymrende, synes Pernille Lundquist Madsen i Fødevarestyrelsen.

Pølser med udløbsdatoen den 8. august. Købt den 19. august.
Pølser med udløbsdatoen den 8. august. Købt den 19. august.
 

Hun vurderer, at Netto ikke er lovmæssigt forpligtet til at advare kunderne om, at de kan have købt varer med overskreden holdbarhed.

- For kunderne har mulighed for selv at læse på produkterne, at de har overskredet holdbarhedsdatoerne. Men Netto kan selvfølgelig selv overveje, om man vil tage initiativer i retning af at informere forbrugerne.

Konfrontation: Netto-chef: - Det er for dårligt af os

doc70z8bjw5wwhq6m2aopv.jpg

- Det er slet, slet ikke godt nok – og det understreger, at vi har en meget væsentlig opgave med at se indad og sikre, at vores rutiner fungerer optimalt, skriver Kenneth Luxhøi, regionschef i Netto om stikprøvens resultat.

- Det er klart fejlet i den pågældende butik, og det er vj selvfølgelig i gang med at gå i gennem. Det er basisrutiner, vi simpelthen skal have på plads, og de varer, I har fundet i den enkelte butik, skal selvfølgelig have været spottet af butikspersonalet. Jeg skal ikke opfinde forklaringer. Jeg kan kun sige, at det er for dårligt af os, og at vi skal blive bedre, skriver han.

- Men hvorfor reagerede Netto ikke allerede, da kunder henvendte sig i butikken med klager over, at mad var for gammelt?

- Det er fuldstændig uden for diskussion, at vi skal reagere på det prompte, såfremt kunder henvender sig.  Hvorfor der ikke er reageret i tide, som det bliver beskrevet, er jeg som ansvarlig for Netto i København ved at undersøge.

- Hvorfor sker det først, når Ekstra Bladet henvender sig?

- Det er fuldstændig uden for diskussion, at vi skal reagere på det prompte, såfremt kunder henvender sig.  Hvorfor der ikke er reageret i tide, som det bliver beskrevet, er jeg som ansvarlig for Netto i København ved at undersøge, svarer Kenneth Luxhøi.

- Hvad er din kommentar til en beskyldning om, at du af hensyn til økonomi presser personalet så hårdt, at det kan være risikabelt for kundernes helbred?

- Det er elementære basisrutiner, som er fejlet her – og de skal bare sidde i skabet. Det skal vi evne, og det skal vi lykkedes med, skriver Kenneth Luxhøi.

- Hvilke konkrete sundhedsmæssige konsekvenser kan det have for eksempelvis dine svage ældre kunder, hvis de spiser gammel fisk købt i Netto?

- Ingen – hverken børn, unge eller ældre – skal spise madvarer, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Derfor skal vi selvfølgelig sikre, at de her varer bliver taget ud af butikken, inden de overskrider sidste anvendelsesdato, skriver han.

205 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere