Tv: Kartoffeldronning flygter fra spørgsmål om farlige fritter

Flensteds direktør er afsløret i at producere farlige pommes frittes, men stikker af fra Ekstra Bladet

Ekstra Bladet forsøger her at at få svar fra Flensteds direktør Lene Rasmussen. TV/REDIGERING: ANDERS BROHUS

– Du er en vedholdende herre, sagde landets største pommes frites-producent, Flensteds direktør Lene Rasmussen, da Ekstra Bladets Maddetektiv onsdag morgen troppede op på fabrikken nær Grindsted.

Det skete som led i vores afdækning af, at det frygtede stof akrylamid findes i alarmerende mængder i gængse madvarer. Især i pommes frites.

Vagthund Her er de skjulte kræft-fælder

Forinden havde Ekstra Bladet i halvanden måned telefonisk og skriftligt forgæves forsøgt at få hende til at svare på, hvorfor Flensted i årevis har set stort på myndighedernes gentagne appel om at nedbringe nogle grænseoverskridende, høje koncentrationer af det kræftfremkaldende stof akrylamid i de tilberedte dybfrost-kartoffel-produkter, som danskerne spiser i tonsvis.

Pommes frites-fare

Hvis ikke de er tilberedt på den korrekte måde, er sådanne pommes frites, kartoffelbåde og kartoffelskiver den mad-kategori, som i markant størst omfang bidrager til at øge befolkningens risiko for alkrylamid-forårsaget kræft, oplyser DTU Fødevareinstituttet.

Og Lene Rasmussen har svigtet ved ikke at producere firmaets frosne kartoffel-produkter på en forsvarlig måde.

I tre af fire analyser, som fødevarekontrollen har lavet, var værdierne overskredet i betydeligt omfang. I Flensteds øko-pommes-frites hele otte gange, oplyser fødevarekontrollen til Ekstra Bladet. Der burde være højst 600 mikrogram i et kilo. Men i Lene Rasmussens øko-fritter var hele 4900 mikrogram.

Har fået opskriften

Men selv om landets førende eksperter fra Fødevareinstituttet for år tilbage har forklaret Flensted, hvordan man enkelt nedbringer akrylamid-koncentrationerne, har fabrikken ikke magtet det.

Så sent som i januar i år afslørede fødevarekontrollen en akrylamid-overskridelse på 100 procent, viser en rapport fra Fødevarekontrollen.

– Ingen kommentarer. Jeg bliver ikke ved med at være høflig, oplyste Lene Rasmussen og knaldede røret på, da Ekstra Bladet tirsdag ringede og spurgte, hvorfor hun til potentiel fare for kundernes helbred ikke nedbringer koncentrationerne.

Stak af fra spørgsmål

Samme spørgsmål stillede vi den såkaldte Kartoffeldronning onsdag morgen i kartoffel-fabrikkens reception. Hun stak af fra en byge af øvrige spørgsmål, eksempelvis også om hun synes, det er alt for dyrt at producere dybfrost-produkterne på en forsvarlig måde, som eksperter indtrængende anbefaler.

Se i tv-indslager ovenfor, hvorledes Kartoffeldronningen forsvandt bag en dør. Således nåede Ekstra Bladet heller ikke at spørge, hvorfor hun i opskrifterne på poserne med frost-kartofler anbefaler sine kunde at ovnstege dem ved 200 grader, selv om eksperterne i årevis har sagt, at de højst bør steges ved 175 grader for at akrylamid-koncentrationerne ikke skal gå amok.

88 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere