Ups! Håndgranat fundet blandt kartofler på chipsfabrik

En tysk håndgranat fra Første Verdenskrig er ved et uheld blevet sendt sammen med en stak kartofler til Hongkong

En tysk håndgranat fra Første Verdenskrig dukkede i går op på en chipsfabrik i Hong kong. Foto: Hong Kong Police Force/Ritzau Scanpix
En tysk håndgranat fra Første Verdenskrig dukkede i går op på en chipsfabrik i Hong kong. Foto: Hong Kong Police Force/Ritzau Scanpix

Det kunne formentligt være gået helt galt, hvis en granat ikke var blevet opdaget i tide og var endt i chipsmaskinen.

Det skete heldigvis ikke.

En vågen medarbejder på en chipsfabrik i Hongkong opdagede i går, at der blandt kartoflerne befandt sig noget, der godt nok lignede en kartoffel, men langt fra var det.

I stedet var der tale om en tysk håndgranat fra Første Verdenskrig.

Gammel skyttegrav
Kartoflerne var importeret fra Frankrig, hvor den udetonerede granat har gemt sig i mulden de seneste omkring 100 år.

På marken, hvor kartoflerne er blevet dyrket og senere gravet op, har der under Første Verdenskrig været en skyttegrav, fortæller militærhistoriker Dave Macri til South China Morning Post.

- Skyttegraven blev siden fyldt op og brugt som markjord. Granaten er så blevet blandet ind ind mellem de høstede kartofler og sendt til Hongkong, siger han.

Håndgranaten havde en diameter på omkring otte centimeter og vejede omkring et kilo. På kort afstand ville den kunne være dødelig, men det er ikke et våben, der 'kunne få en bygning til at styrte sammen', lyder det fra militærhistorikeren.

Sprængte den på stedet
Der er formentligt tale om en gammel fuser, da granatens detoneringsmekanisme ikke længere sidder på granaten. Det ligner dermed, at den er blevet kastet, men at den ikke har detoneret korrekt.

Politiet rykkede ud til chipsfabrikken og detonerede granaten på stedet.

- Vi valgte at sprænge den, fordi den ikke var eksploderet dengang den blev kastet, så det var nødvendigt at gøre det nu, siger Wong Ho-hon fra Hongkongs politi.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere