Fødevarekontrol: Der er euforiserende stof i madolie

Der er for meget af det euforiserende stof THC i et parti hampefrøolie

'Det høje indhold af THC i produktet udgør en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne.'

Sådan advarer de langsommelige danske fødevaremyndigheder, der har fået svar på nogle analyser, som Fødevarestyrelsen tog af et parti hampefrøolie tilbage i 2019. Det er solgt i Matas, Helsam og andre helsekostbutikker.

Men koncentrationen af HTC i det koldpressede grønne hampefrøolie er ifølge producenten, landmand Søren Skjølstrup Jensen, så lavt, at man umuligt kan blive påvirket af det.

- Man skal drikke voldsomt mange liter hampefrøolie for at få den mindste effekt, og inden man får det, er man nok blevet dårligt af at drikke olie, griner Søren Skjølstrup Jensen.

- For det er lavet af industrihamp, som har et meget lavt indhold af THC. I det parti, der er trukket tilbage, er indholdet kun marginalt over de højst tilladte grænseværdier, som i forvejen er meget lave, fortæller han.

- Hvis man vil ryge sig skæv i industrihamp, skal man ryge en hel bigballe, siger han.

Derfor er det også en del år siden, at tyve høstede hamp fra hans marker.

- De har nok erfaret, at det ikke var indsatsen værd.

De tilbagetrukne produkter har sidste anvendelsesdatoer: 27/08/2020 og 07/10/2020.

'Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.'

76 kommentarer
Vis kommentarer