Fødevarekontrollen taber stort: ’Fup-fødevare’ er ikke fup

Pastella Grøntsagsbånd må alligevel gerne hedde Grøntsagsbånd, selv om der er tale om ordinær pasta

Folkene bag Pastella har begået det tanke-eksperiment, at grøntsags-pulver i pastadejen svulmer op til at være grøntsager, der skulle udgøre 40 procent af produktet. Foto: Mogens Flindt
Folkene bag Pastella har begået det tanke-eksperiment, at grøntsags-pulver i pastadejen svulmer op til at være grøntsager, der skulle udgøre 40 procent af produktet. Foto: Mogens Flindt

I disse dage er det to år siden, at Fødevarestyrelsen bad fødevaregiganten Orkla stoppe med at fuppe danske forbrugere med produktet ’Pastella Grøntsagsbånd.’

For Pastella Grøntsagsbånd er slet ikke grøntsagsbånd med 40 procent grøntsager, sådan som det hævdes på emballagerne og i markedsføringen.

Sandheden er, at produktet blot er ordinært pasta tilsat tarveligt grøntsagspulver eller udpint puré uden alle de gode egenskaber fra grøntsager.

Man har begået det tankeeksperiment, at grøntsags-pulveret i pastadejen svulmer op til at være grøntsager, der udgør 40 procent af produktet, men det finder aldrig sted i virkeligheden.

Trylle-opskriften

Pastella Grøntsagsbånd indeholder grøntsagspulver. Før grøntsagen blev dehydreret til pulver, vejede den selvfølgelig meget mere end pulver. Denne høje ’førvægt’ tillader producenten sig at lægge til grund, når det påstås, at pasta-produktet består af 40 procent grøntsager.

Faktisk indeholder Pastella Grøntsagsbånd stort set samme mængde hvedemel som almindeligt pasta, og indholdet af gluten er endnu højere i de såkaldte grøntsagsbånd.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Producenten har for at imødekomme nogle at klagerne bl.a. tilføjet 'frisk pasta' under navnet Grøntsagsbånd.

Nu er det slut
Men nu har jurister i anke-instansen Miljø- og Fødevareklagenævnet efter et par år i syltekrukken ophævet Fødevarestyrelsens kritik.

Jurister i Fødevareklagenævnet har nemlig godtaget producentens argument om, at grøntsagsbånd bare er et fantasinavn, der ikke skal læses bogstaveligt.

- Jeg er meget overrasket og skuffet over ophævelsen af Fødevarestyrelsens indskærpelse, for indskærpelsen var meget klar og fagligt velbegrundet, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Det var dette forbrugerråd, der i sin tid klagede til Fødevarestyrelsen over produktet.

- Fødevarestyrelsens fødevareeksperter vurderede sagligt, at navnet var vildledende, og at omregningen til 40 procent grøntsager var vildledende. Derfor er det problematisk og ærgerligt, at jurister uden samme ekspertise omgør afgørelsen uden hensyn til de fødevarefaglige argumenter. Det er rent juristeri, siger Udsen.

Hun henviser til, at mange forbrugere ønsker at begrænse indtaget af gluten og stivelse og derfor søger alternativer til det.

- Disse alternativer findes faktisk, men Pastella Grøntsagsbånd er ikke et af dem, siger hun.

Uddrag fra afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet

'Der er ved vurderingen heraf desuden lagt særlig vægt på, at selve pastaens udseende gør det klart, at der ikke kan være tale om et indhold af hele grøntsager, men grøntsager, der i en eller anden form har gennemgået en forarbejdning for at kunne indgå i en pastadej.'

'Nævnet anser således ikke ”Grøntsagsbånd” for at være produktets varebetegnelse.'

Læs hele afgørelsen her.

79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere