Advarer mod udspekuleret fusk: Pas på disse billetter

Siden viagogo.dk sælger endagsbilletter til Roskilde Festival for 1891 kroner, men det er ulovligt

Eminem spiller på Roskilde Festival onsdag den 4. juli. På kort tid blev endagsbilletter til onsdag revet væk. Nu sælges de til overpris på viagogo.dk. Foto: All Over
Eminem spiller på Roskilde Festival onsdag den 4. juli. På kort tid blev endagsbilletter til onsdag revet væk. Nu sælges de til overpris på viagogo.dk. Foto: All Over

Onsdagsbilletter til årets Roskilde Festival er blevet revet væk, efter festivalen annoncerede, at den amerikanske rapper Eminem spiller på den ikoniske Orange Scene den 4. juli.

Siden midt i sidste uge har Roskilde Festival meldt alt udsolgt på endagsbilletter til onsdag.

Men på siden viagogo.dk er der stadig billetter at købe til netop onsdag.

Her lyder prisen lige nu på 1891 kroner mod de 1075 kroner, som den officielle pris fra Roskilde Festival lyder på.

Men ifølge dansk lov er det ulovligt at sælge billetter til kultur- og idrætsarrangementer til overpris.

- Det er ulovligt at udbyde og sælge billetter dyrere end den officielle udbudspris i Danmark. Det er en regler, der blandt andet har til formål at beskytte forbrugerne mod såkaldte billethajer, siger Jakob Steenstrup, der er jurist i Forbrugerrådet Tænk.

Screendump fra viagogo.dk klokken 15.50 i dag, mandag, hvor prisen for en endagsbillet til onsdag lå på 1891 kroner. Tidligere har prisen været over 2000 kroner.
Screendump fra viagogo.dk klokken 15.50 i dag, mandag, hvor prisen for en endagsbillet til onsdag lå på 1891 kroner. Tidligere har prisen været over 2000 kroner.

Opererer fra Schweiz
Selv om al tekst på viagogo.dk er på dansk, er firmaet bag siden registreret i Schweiz, og de danske myndigheder kan derfor ikke stoppe udbuddet af ulovlige billetter.

- Der er desværre stadig grund til at passe meget på, når man køber på udenlandske hjemmesider, og jeg vil særligt anbefale, at man holder sig fra Viagogo. Vi har efterhånden set mange eksempler på, at folk bliver snydt af Viagogo – mange har købt billetter til for eksempel koncerter, som typisk er langt dyrere end den officielle udbudspris. Nogle gange viser de sig at være helt ugyldige, og det kan være meget svært for folk at få deres penge tilbage, siger Jakob Steenstrup.

Ekstra Bladet har her til aften forsøgt at få en kommentar fra Viagogo i Schweiz, men selskabet er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Det er da heller ikke første gang, at Ekstra Bladet skriver om siden.

Tidligere har Viagogo solgt billetter til blandt andet Celine Dion, Adele og Smukfest - alle til overpris.

Se også: Helt grotesk: Ekstreme billetpriser til den vildeste kamp nogensinde

'Find en løsning'
Den systematiske omgåelse af den danske lovgivning fik i december direktør i Aalborg Kongres & Kulturcenter Nicolaj Holm ud og advarede mod Viagogo.

– Vi kan opleve en situation, hvor der står fire mennesker, der alle mener, at disse sæder er deres, sagde Nicolaj Holm til TV2 Nord. 

– Jeg har talt med kulturminister Mette Bock, der melder tilbage, at Viagogo opererer uden for dansk lovgivning, så vi kan ikke stoppe dem fra Danmark. 

Myndighedernes magtesløshed over for den schweiziske billethaj frustrerer Jakob Steenstrup fra Forbrugerrådet Tænk.

- Vi har nu i årevis set, at Viagogo blandt andet sælger billetter til koncerter og festivaler til markante overpriser, uden at der bliver sat en stopper for det. Vi ved, at det efter gældende regler er svært for myndighederne at hjælpe forbrugerne i klagesager, så det er på tide, at man fra politisk side får fundet en løsning, hvor der effektivt kan gribes ind over for udenlandske svindelfirmaer, siger han.

Trustpilot bliver Viagogo i 316 anmeldelser gennemsnitligt bedømt til 'dårlig'.

Se også: Billethajerne fejrer Smukfest-rekord: Sælger for 5000 kr.

Det siger loven

I lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer står der blandt andet:

§ 1. Billetter til kultur- og idrætsarrangementer i Danmark må ikke udbydes eller videresælges til et højere beløb, end billetterne oprindelig er erhvervet for, medmindre der foreligger en aftale med arrangøren.

Stk. 2. Det beløb, som en billet oprindelig er erhvervet for, kan foruden selve billetprisen omfatte eventuelle administrationsgebyrer. Herudover kan andre udgifter forbundet med erhvervelsen inkluderes i videresalgsprisen.

Læs hele lovteksten her.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere