Boxer får bøde: Sjuskede med prisoplysninger

Boxer TV har sjusket med at få alle prisoplysningerne med i et kampagnetilbud. Derfor får selskabet bøde

Foto: Jens Dige/POLFOTO
Foto: Jens Dige/POLFOTO

Tv-udbyderen Boxer har ikke været god nok til at fortælle kunderne, hvad det egentligt koster at få abonnement hos dem.

Det koster nu selskabet 100.000 kroner i bøde, oplyser forbrugerombudsmanden.

- Forbrugerne har krav på at vide, hvad en aftale helt konkret vil forpligte dem til økonomisk - og det er mindsteprisen et godt udtryk for, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en kommentar til bøden.

Det er i forbindelse med et kampagnetilbud i juni 2011 på Boxers hjemmeside, hvor der ikke oplyses klart nok om mindsteprisen på et tv-abonnement.

I tilbuddet blev den månedlige pris og den halvårlige kortafgift angivet.

Men selskabet oplyste ikke samme sted, hvad forbrugeren mindst skulle betale i bindingsperioden på 12 måneder. Den pris blev først oplyst, når forbrugeren klikkede på 'Læs mere'.

Forbrugerombudsmanden anmeldte i efteråret Boxer TV for at have annonceret med kampagnetilbuddet uden at oplyse tilstrækkeligt tydeligt om den samlede pris for abonnementet i bindingsperioden.

Det er ikke første gang, at Boxer bliver gjort opmærksomme på reglerne. Og derfor er der sket en forhøjelse af bødeniveauet. Selskabet har erkendt fejlen og accepteret bøden.

- Det er positivt, at Boxer straks vedkendte sig overtrædelsen, men jeg forventer samtidig, at forbrugerne fremover kan regne med at få den samlede pris tydeligere oplyst, siger Henrik Øe.

0 kommentarer
Vis kommentarer