Danskernes forbrug står i stampe

Danskernes forbrug går hverken op eller ned. Samlet skylder vi over 18 milliarder kroner i ikke-banklån

Danskerne holder igen med shoppingen - måske fordi vi allerede har fyret lidt for mange penge af. (Foto: Colourbox)
Danskerne holder igen med shoppingen - måske fordi vi allerede har fyret lidt for mange penge af. (Foto: Colourbox)

Det er ikke den store købeiver, der præger danskernes dagligdag. Selv om krisen kradser, er der ikke flere, der vælger at tage et hurtigt lån.

Den såkaldte forbrugerkredit, der er lån taget udenfor bankerne, viser, at vi skyldte 18,6 milliarder kroner væk i fjerde kvartal 2011. Det er en stigning på en halv procent i forhold til kvartalet før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

De såkaldte blankolån, der er kontantlån, som ikke er knyttet til købe- eller kontokort, og hvor der ikke stilles sikkerhed, ligger på et uændret niveau på lidt under ni milliarder kroner.

LÆS:

Se også: 10 advarselslamper: Har du for meget gæld?

Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen siger, at modsat hvad man måske skulle tro, er der typisk færre, der tager blankolån i dårlige tider:

- De fleste af de hurtige forbrugslån bliver taget i forbindelse med forbrug, hvor varen skal hjem her og nu - ikke for at klare sig gennem hårde tider, siger Las Olsen i en kommentar til tallene.

Lille stigning i kreditten
Hos Nykredit lægger seniorøkonom Tore Stramer vægt på, at der trods alt er sket en lille stigning på 100 millioner kroner i kreditten.

- Privatforbruget har vist lidt bedre takter i slutningen af 2011, hvor særligt dankortomsætningen er steget pænt, siger han og fortsætter:

- På den anden side er forbrugertilliden faldet mærkbart igennem sidste halvår af 2011, hvor især forbrugernes vurdering af familiens egen økonomiske situation er faldet voldsomt og i øjeblikket befinder sig på det laveste niveau siden slutningen af firserne.

Derfor mener Tore Stramer, at tallet falder godt i tråd med Nykredits overordnede opfattelse af, at faldet i privatforbruget er bremset op, men at der dog bestemt ikke er udsigt til prangende vækst.

0 kommentarer
Vis kommentarer