Vanvidspris: 749 kr. for fire pasfotos

Hvis du skal bruge pasfoto efter amerikanske mål, så tjek priserne. Der kan nemlig være helt op til 599 kroners forskel for fire kopier

Sådan ser Patrick Bolduans pasbillede ud. I det reglementerede 50 x 50 mm format, som myndighederne efterfølgende selv har beskåret. (Foto: Patrick Bolduan/flickr)
Sådan ser Patrick Bolduans pasbillede ud. I det reglementerede 50 x 50 mm format, som myndighederne efterfølgende selv har beskåret. (Foto: Patrick Bolduan/flickr)

Japan Photo i Århus midtby kan sagtens printe fire pasfotos ud i formatet 50 x 50 mm. Det er et par millimeter større end det gængse mål. Og det er da heller ikke selve billedet, der sprænger alle rammer, men prisen.

I stedet for at betale 79 kroner, som det koster for fire 'normale' pasfotos, måtte Christian Thranes krone hoste op med 749 kroner. En priseksplosion på 670 kroner.

- Hvis min kone var blevet oplyst om den voldsomme prisforskel, ville hun aldrig have købt dem, siger Christian Thrane.

For at søge om visum til indrejse i USA og Canada kræver myndighederne billeder i formatet 50 x 50 mm, mens målet til et dansk pas hedder 35 x 45 mm. Og den lille forskel i formatet gør den store i pengepungen.

- Jeg ringede til forretningen for at få en forklaring på prisforskellen. Der kunne jo være tale om en fejl. Som svar fra forretningsføreren fik jeg at vide, at 'vi skal ændre opsætningen på computeren', siger Christian Thrane.

Skal dække investeringer
Det hele handler om udstyr.

- Det er rigtigt, at vi tillader os at tage en højere pris ved 50 x 50 mm. Vi har investeret i noget dyrt udstyr for at kunne lave billeder i det format, og den skal forrentes, siger direktør Claus Broberg for Japan Photo på Ryesgade i Århus.

Måske skulle han så begynde at købe udstyr samme sted som sin kollega i Japan Photo ved Nørreport i København. Her sælger de nemlig to pasfotos i størrelsen 50 x 50 mm for 150 kroner.

Eller lure hvad konkurrenten Photocare på Frederiks Allé rundt om hjørnet i Århus gør, siden de kan lave fire 50 x 50 fotos for 150 kroner.

Lover nu refundering
- Dét er meget billigt. Jeg er meget undrende overfor den pris. Men hos os betaler kunderne også for det begreb, der hedder 'convenience'. Vi ligger på en dyr og central adresse, og det koster lidt mere, når kunderne kan komme ind fra gaden og ud med varen igen med det samme, siger Claus Broberg.

Men ved pasfotos bliver det ikke billigere af at vente til for eksempel dagen efter. Desuden har direktøren svært ved at tro, at hans personale skulle have undladt at informere om den højere pris.

- Hvis det alligevel er sket, skal jeg være den første til at beklage. Men kunden er velkommen til at komme tilbage og få pengene refunderet, siger Claus Broberg.

Se de dyre fotos her.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere