Macca er på randen af konkurs

Den omdiskuterede auktionsside Macca.dk mangler flere millioner kroner - virksomheden kan ikke fortsætte som nu, vurderer ekspert

Danmarks værste netbutik hedder Macca - i hvert fald hvis man dømmer ud fra de anmeldelser, Trustpilot har registreret af netbutikken.

Men Macca får ikke bare klager fra kunderne - firmaet er også på falittens rand. Ifølge regnskabseksperter, vi har talt med, viser Maccas regnskab, at firmaet ikke kan fortsætte et år frem.

Hul på 3,1 million
Det seneste årsregnskab viser et underskud på 3,5 million kroner. Det har været nok til at skabe et kæmpe hul i firmaets egenkapital, der i regnskabet er decideret negativ: et minus på 3,1 million.

Revisorfirmaet Price Waterhouse Coopers skriver direkte, at årsrapporten 'ikke giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling'. Og revisoren anbefaler direkte, at 'generalforsamlingen ikke bør godkende årsrapporten'.

Kan ikke fortsætte driften
Claus Holm, der er professor i regnskab på Handelsskolen i Århus, kalder tallene og revisorernes ordvalg for ' et meget klart signal til banker og kunder at virksomheden har ikke forudsætninger for at fortsætte'.

- Når de skriver sådan, mener revisorerne ikke, at det er en virksomhed, der kan fortsætte driften. Hvis der er en investor, der stiller med en stor pose penge, kan virksomheden fortsætte. Ellers går den nedenom og hjem, forklarer Claus Holm.

Værre virkelighed bag tallene
Maccas direktør, Caspar Bo Jensen, erkender at virksomheden - midt i finanskrisen - har brug for en økonomisk indsprøjtning.

- Hvis vi ikke får tilført kapital, så er vi tæt på en konkurs. Men der er ingen udsigt til, at vi ikke får tilført kapital, siger Caspar Bo Jensen.

Da Ekstra Bladet taler med ham, understreger han flere gange, at Macca er tæt på at få en ny investor, der vil smide penge i det økonomiske hul. Sådan en investor har virksomheden nu ledt efter i otte måneder.

Caspar Bo Jensen står også bag tøjfirmaet Poise of Denmark, der ifølge hans eget udsagn kører med overskud. Samlet set har den driftige forretningsmands virksomheder dermed ' en lille, bitte, bitte smule penge', som han betegner det.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen