Fodbold-kalender er fuld af fejl

Skrabes otte juletræer fri på kalenderen udløser det førstepræmien. Nu har flere 'vindere' skrabet helt op til ni juletræer fri

På et parti julekalendre har leverandøren puttet lidt for mange juletræer bag lågerne. (Foto: colourbox)
På et parti julekalendre har leverandøren puttet lidt for mange juletræer bag lågerne. (Foto: colourbox)

Egentlig skal man først begynde at skrabe på julekalenderne den 1. december, men der er i hvert fald et par stykker, der ikke har været tålmodige nok til at vente. Og nu er støtteforeningen Fodboldpigernes Venner, som har sendt 2500 julekalendere på gaden, blevet opmærksom på en rigtig ærgerlig fejl. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Foreningen har solgt julekalendere i mange år, og de kommer fra samme leverandør på Fyn, EP Banko. Normalt er der førstepræmie, når der er otte juletræer, andenpræmie med syv træer og tredjepræmie med seks træer.

- Nu har vi altså fået et par henvendelser fra folk, der har fundet ni juletræer - og det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre, men leverandøren har simpelthen sendt de forkerte, fortæller formand for Fodboldpigernes Venner, René Wedelheim til DAGBLADET Ringsted.

Troværdigheden lider
Han har selvfølgelig kontaktet leverandøren, og derved er fejlen fundet.

De kalendere, der er solgt af fodboldpigerne i Ringsted, har helt op til 11 juletræer. Det vil sige, at den største præmie, 1000 kroner, findes på 11 træer, og den er der kun én af. Fire kalendere har 10 juletræer, og det giver en gevinst på 500 kroner. Og sidst giver 9 juletræer en gevinst på 100 kroner.

- Det er en rigtig, rigtig skidt sag, for det er ikke vores hensigt at snyde folk. Vores troværdighed bliver ødelagt af sådan noget her, og derfor er vi faktisk glade for, at det blev opdaget nu - før man egentlig skal skrabe - så vi selv kan fortælle det på forhånd, siger formanden til DAGBLADET Ringsted.

Kræv ikke det hele
I en mail til alle pigerne i klubben samt på hjemmesiden beklager støtteforeningen dybt, at der er sket denne fejl, og de appellerer til, at man udviser forståelse og ikke kræver penge for seks, syv og otte juletræer, selvom det står på kalenderne.

- Hvis der er nogen, der insisterer, så får de selvfølgelig deres penge udbetalt, og så må vi lave opgørelse over det tabte. Leverandøren vil refundere det, vi mister. Vi kender slet ikke omfanget endnu, for det er jo ikke den 1. endnu, siger René Wedelheim til DAGBLADET Ringsted.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere