Trendy juletræer er slanke

Grantræet fejrede sin første jul i Danmark for 200 år siden. Men nutidens juletræ er ikke, hvad det har været

Navnet Nordmann-gran har intet med vore venner på fjeldet at gøre. Det var den finske botaniker Alexander von Nordmann, der opdagede nordmannsgrannen i sommeren 1836 under en ekspedition i Kaukasus udsendt af den russiske zar. (Foto: colourbox)
Navnet Nordmann-gran har intet med vore venner på fjeldet at gøre. Det var den finske botaniker Alexander von Nordmann, der opdagede nordmannsgrannen i sommeren 1836 under en ekspedition i Kaukasus udsendt af den russiske zar. (Foto: colourbox)

Der er god grund til at gøre lidt ekstra stads ud af træet i år, for traditionen med at hive lidt skov inden for i de danske stuer er 200 år gammel.

Vores livsstil og boligformer har ændret sig, og det afspejler sig i juletræstendenserne.

Rødgran havde sin storhedstid i 1950'erne og 60'erne. Men i takt med at centralvarmen røg ind, blev rødgranen langsomt frosset mere og mere ude.

- Rødgran drysser hurtigere i varmen. Men mange foretrækker alligevel rødgran, fordi det har en mere original 'Peters Jul' og H.C. Andersen-følelse knyttet til sig, siger Claus Jerram Christensen til ekstrabladet.dk. Han er seniorkonsulent ved Dansk Juletræsdyrkerforening.

Af samme grund voksede Nordmann-træet i popularitet op gennem 70'erne, 80'erne og 90'erne, og i dag foretrækker fire ud af fem danske hjem at danse rundt om en ædelgran.

Forskellige internationale trends
Men også i den stedsegrønne branche, sker der ting og sager. Spørgsmålet er bare, hvad skal et juletræ indeholde fremover for at komme på den grønne grangren.

- Forskere arbejder på at finde nye arter, men vi har endnu ikke fundet afløseren til Nordmann-træet. Men vi har kig på klippegran, der er en slankere type end Nordmann, afslører Claus Jerram Christensen.

Klippegran har også fanget nordmændenes interesse, blandt andet fordi det er slankt. Og det er netop en af tidens trends.

- I Norge foretrækker de meget høje og ikke særlig bredde træer. Omvendt er det i Sydtyskland, hvor et juletræ helst skal være kegleformet og lige så bredt, som det er højt. I Amerika og tildels også i England kan fyrretræer være juletræer, siger seniorkonsulenten.

Han har svært ved at vurdere, hvordan gennemsnitsprisen på juletræer bliver i dette jubilæumsår. Nok lidt højere, for udbuddet er mindre end for et år siden.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere