Telefonbøger er reklamer

Selv det milde af de to nye 'nej tak til reklamer'-klistermærker er mere striks end det nuværende

Da Ekstra Bladet kæmpede mod den uønskede strøm af reklamer, kunne læserne rekvirere dette klistermærke til postkassen. (Grafik: Ekstra Bladet)
Da Ekstra Bladet kæmpede mod den uønskede strøm af reklamer, kunne læserne rekvirere dette klistermærke til postkassen. (Grafik: Ekstra Bladet)

I dag bliver din postkasse ganske lovligt fyldt med telefonbøger, aftenskolekursusbrochurer og pizzareklamer. Og du kan ikke slippe for det uanset, om du klæber nok så mange klistermærker med nej tak til reklamer op. Men det bliver der lavet om på med de to nye nej tak-klistermærker.

Post Danmark kommer til at administrere databasen over alle de danskere, der tilmelder sig det ene eller det andet klistermærke, og så kan alle reklamedistributører se listerne over, hvem der pænt har takket nej. Samt naturligvis også se skiltet på postkassen/brevsprækken.

Brev fra Post Danmark
Alle der har tilmeldt sig den nuværende ordning med et nej tak til reklamer, vil i løbet af første kvartal 2009 modtage et brev fra Post Danmark om, hvorvidt de ønsker at fortsætte ordningen. Og vil man gerne det, er det blot at gå ned og hente de nye klistermærker gratis på posthuset.

Alle andre, der har fundet ud af, at de gerne vil takke nej, kan så tilmelde sig den ny ordning fra 30. april 2009, hvor den træder i kraft.

Hvor det gamle nej tak til reklamer-klistermærke var en ganske frivillig størrelse, der i øvrigt ikke sagde nej til særlig meget, er der kommet betragteligt mere pondus over de to nye mærker.

Stort og lille 'nej'
Det lille nej tak-mærke siger også nej til telefonbøger, kulturlivsbrochurer, til aftenskolepamfletter ja til alt, der er udgivet med salg for øje eller finansieret af rent kommercielle kroner uden redaktionelt indhold.

Det store nej tak-mærke sætter derudover samtidig en effektiv stopper for gratisaviser samt for lokalaviser/ugeaviser.

Og ønsker man alligevel at læse om aftenskolens kurser, men ikke vil have andre reklamer, er man altså nødt til at skaffe brochuren ved egen hjælp.

- En undersøgelse viste, at halvdelen af danskerne med et nej til reklamer på døren heller ikke ønskede at få den slags information leveret, og dem har man så valgt at tage hensyn til i denne sag, forklarer Forbrugerombudsmand, Henrik Øe.

Men selvom man vælger det skrappe nej tak-klistermærke, vil man dog fortsat få informationer fra stat og kommune, meldinger fra vand- og elværkerne samt information fra nødhjælps- og hjælpeorganisationer.

Og kirkebladet samt reklamer fra politiske partier – ja det findes der heller ikke efter 30. april nogen måder at sætte en stopper for.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere