Opdag rygerlunger i tide

Sundhedsstyrelsen kalder det en folkesygdom, og omkring 150.000 danskere er slet ikke klar over, at deres lunger er begyndt at hænge i laser

Til at måle lungernes kapacitet bruges et såkaldt spirometer. For nylig fik 496 danskere målt lungekapaciteten. Heraf blev 90 overraskede over, at de havde nedsat lungefunktion. (Foto: Danmarks Lungeforening)
Til at måle lungernes kapacitet bruges et såkaldt spirometer. For nylig fik 496 danskere målt lungekapaciteten. Heraf blev 90 overraskede over, at de havde nedsat lungefunktion. (Foto: Danmarks Lungeforening)

150.000 danskere humper rundt med rygerlunger uden at ane det, vurderer læger og eksperter i Danmarks Lungeforening.

Danskerne hoster, harker og hiver efter vejret, men tror måske fejlagtigt, at det skyldes noget andet. Derfor kommer de først til lægen, når sygdommen er meget fremskreden, og omkring halvdelen af lungernes kapacitet er ødelagt.

Rygerlunger eller KOL slår hvert år 5000 danskere ihjel, viser den nyeste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

- Det er vigtigt at få målt lungekapaciteten, og som ryger eller tidligere ryger er risikoen stor. Åndenød skal ikke slås hen med dårlig kondi eller lidt overvægt, siger direktør i Danmarks Lungeforening Charlotte Fuglsang til ekstrabladet.dk.

Ingen vej til forbedring
I alt lider 430.000 af åndenød og kraftig hoste, fordi lungevævet er ødelagt. Og den del af lungerne, der er ramt af sygdommen, kan aldrig helbredes. Men rygestop, medicin og motion kan bremse udviklingen.

Lungerne får det kun værre, hvis patienten fortsætter med at ryge. Netop tobak er årsag til omkring 85 procent af alle KOL-diagnoser, og uanset omfanget af sygdommen er rygestop altid en god idé.

I anledning af den internationale KOL-dag i dag, er der rundt om i landet mulighed for at få lungerne tjekket.

- Vi forventer, at resultatet vil ligne det, vi havde ud af kampagnen tidligere i år. Den viste, at omkring 20-25 procent lider af nedsat lungefunktion, siger Charlotte Fuglsang.

Se listen og find et sted nær dig, hvor der er fokus på målingen af lungekapacitet. Ellers kan din egen læge måle den for dig.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere