DSB henter flere rejsende med tog

DSB noterer en ny fremgang i passagertallet. De første ni måneder af 2008 har givet tre procent flere passagerer set i forhold til året før

Tredje kvartal af 2008 gav DSB en passagerfremgang på fire procent, mens biltrafikken på de danske veje faldt med 1,1 procent.  (Foto: Thomas Sjørup)
Tredje kvartal af 2008 gav DSB en passagerfremgang på fire procent, mens biltrafikken på de danske veje faldt med 1,1 procent. (Foto: Thomas Sjørup)

Flere danskere vælger at stige om bord på toget for at rejse med DSB.

Tredje kvartal gav en passagerfremgang på fire procent set i forhold til samme periode i 2007. Samlet har 2008 givet DSB en passagerfremgang på tre procent.

- Det er en markant fremgang, og den er væsentlig større, end vi havde håbet på, siger DSB's adm. direktør, Søren Eriksen.

Han peger på flere årsager til fremgangen.

- Vi har leveret et godt produkt med mange tog til tiden. Den økonomiske usikkerhed i samfundet betyder, at mange måske vælger at lade være med at købe bil nummer to. Et tredje forhold er fokus på klima og miljø. Toget er svaret på transportsektorens CO2-problemer, og flere mennesker tillægger klima en værdi, siger Søren Eriksen.

Det er specielt i København, at udviklingen er markant. Biltrafikken i Storkøbenhavn faldt med 2,8 procent i tredje kvartal, mens DSB oplever en stor del af sin fremgang i S-togene.

2008 har givet 1,9 millioner flere rejsende med S-tog set i forhold til året før.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere