Outlet Center får nye kendte lejere

Til marts åbner Hugo Boss i Outlet Center ved Ringsted og bliver en af de såkaldte ankerlejere. Andre kendte mærker følger trop til provinsen

Det skulle være muligt at spare nogle penge ved at købe ældre tøjmodeller i provinsen. (Foto: colourbox)
Det skulle være muligt at spare nogle penge ved at købe ældre tøjmodeller i provinsen. (Foto: colourbox)

En særdeles vigtig lejeaftale er faldet på plads for Premier Outlets Centeri Ringsted, skriver DAGBLADET Ringsted.

Senest til marts åbner Hugo Boss et 400 kvadratmeter stort outlet i centret, og det er et gennembrud af de store. Hugo Boss bliver nemlig en af de såkaldte ankerlejere.

Meddelelsen kommer samtidig med beskeden om, at også det italienske mærke Miss Sixty åbner en butik på 165 kvadratmeter til december, ligesom Fashion Factory - der forhandler en lang række mærker såsom Playboy Footwear, st-martins, S'NOB og Converse - åbner en 400 kvadratmeter stor butik til marts.

Stærk mærkevare
- Vi er utroligt glade for, at det er faldet på plads. Hugo Boss er et meget attraktivt og særdeles respekteret mærke blandt danskerne. Og vi er stolte over, at det er lykkedes at få dem til Ringsted, siger Robert Andersen, der er direktør for TK Development, som ejer centret sammen med Miller Developments.

Han tilføjer, at Hugo Boss i et stykke tid har haft plan om at åbne et outlet et eller andet sted i Skandinavien, og at der er blevet lavet grundige markedsundersøgelser, inden valget faldt på Ringsted, som bliver mærkets eneste outlet i Skandinavien.

- Jo flere stærke brands vi kan få ind, desto flere mærker vil ind, for de stærke vil gerne ligge ved siden af hinanden. Så vores forventning er, at det vil få en række retailere til at sige 'når Hugo Boss har sagt OK, vil vi også lige overveje, om vi skal til Ringsted', forklarer han.

Provinsen bliver populær
Samme vurdering har Euromans moderedaktør, Frederik Andersen.

- Hugo Boss vil kunne sætte niveauet for de andre mærker og tiltrække flere. De vil sige 'Hvis Hugo Boss ligger der, kan vi også hoppe med på vognen', vurderer han.

Frederik Andersen er overbevist om, at det vil kunne trække kunder langvejs fra.

- Jeg tror, mange tager til København på udsalg og juleshopping. Men nu kan det være en mulighed, at man ligeså godt kan vælge Ringsted, for der kan man spare endnu flere penge, forudser han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere