Vintips: Verden rundt

Denne gang tager vi nogle af supermarkedernes bestsellere under den kritiske lup. Det er vine, der sælges mange eksemplarer af hvert år

I denne uges vintips kommer vi jorden rundt. (Foto: Colourbox)
I denne uges vintips kommer vi jorden rundt. (Foto: Colourbox)

En præstation, der kræver, at man rammer en bred smag med den pågældende blanding, hvilket indebærer en kraftig krydring, ikke mindst med vanilje fra lagringen på træflis eller træstave.

Sutter Home
2006 Cabernet Sauvignon Californien USA

I tidligere årgange har jeg virkelig været ude med riven efter denne vin. Nu går det bedre, og tre proptrækkere til Sutter Home er overraskende, også for mig selv. Pæn moden smag af røde bær, diskret aroma og en lidt grov, krydret eftersmag. Men vinen er saftig og prisen lav.

Pris: 30 kroner i Netto

La Croisade
2007 Cabernet/Syrah Reserve Vin de Pays d’Oc Frankrig

'Oak aged' står der på etiketten, og det er ikke løgn. Så fadpræget, sød og marmeladetung, at jeg har svært ved at smage vinen. Hvilket netop er risikoen ved at bruge træflis og træstave. Men væsken er så kraftigt krydret og alkoholstærk, at jeg tror, den vil tiltale nogle forbrugere.

Pris: 45 kroner i Aldi

Cefiro/Vina Casablanca
2007 Carmenere Reserva Chile

Frisk, krydret og solbærsaftig med toner af mynte og tobak. Vellavet, men skrup-forudsigelig.

Pris: 59 kroner på tilbud i Vinoble-kæden, tlf. 87 55 99 00

Næste uges vin-kup!
Domaine Roger Sabon
2006 Lirac Chapelle de Maillac Rhône, Frankrig

Lirac-området ligger ganske tæt på verdensberømte Châteauneuf-du-Pape. Denne Lirac er en fænomenal vin. Tæt, finesserig, flerdimensionel, aromatisk og superelegant - med ædle toner af kirsebær, hindbær, sort peber, timian og sorte oliven - konkurrerer den let med mange dobbelt så dyre Châteauneuf'er. Træk dem op et par timer før middagen, så skal I se løjer.

Pris: De kan fås på tilbud i Superbest i næste uge til 80 kroner. Normalpris er 130 kroner

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere