Jeg bliver aldrig et mærkedyr

På indkøb med: Multikunstneren og musikeren Kenneth Bager fik først kørekort som 40-årig, og så har han 60.000 cd'er i sin samling

Iført indkøbsseddel og et Albert Einstein-lignende kostume fra forestillingen 'Bang, bang a space cabaret' på Bellevue Teatret finder den noget pressesky Kenneth Bager ny musik til sin samling på mere end 60.000 cd'er. (Foto: Mads Winther)
Iført indkøbsseddel og et Albert Einstein-lignende kostume fra forestillingen 'Bang, bang a space cabaret' på Bellevue Teatret finder den noget pressesky Kenneth Bager ny musik til sin samling på mere end 60.000 cd'er. (Foto: Mads Winther)

- Du har købt din musik i Sound Station på Frederiksberg i mere end 15 år. Hvorfor det?

- Det er den cd-butik med det bedste udvalg i nyt og gammelt musik. Samtidig ved personalet noget om det, de sælger. Det betyder meget for mig.

- Det lyder, som om du er en flittig gæst. Hvor meget af dit budget bruger du på musik?

- Siden 1982 har jeg selv angivet musikindkøb for 4000 til 6000 kroner om måneden. Jeg bruger det som en del af mit arbejde og har samlet omkring 60.000 cd'er og plader gennem de sidste 30 år.

- Din musik bliver udvalgt efter, hvad du betragter som kvalitet. Er det også kvalitet, der er omdrejningspunktet, når du ellers køber ind?

- Ja, men for mig behøver kvalitet ikke være dyrt. Når jeg køber tøj, kan jeg sagtens finde på at købe genbrugstøj, lige såvel som jeg kan købe tøj i Hennes & Mauritz. Men jeg køber også mærkevarer i butikkerne Wood Wood og Storm. Ikke fordi det er mærkevarer, men fordi jeg kan lide alt fra nyskabende til klassisk design.

- Du er altså ikke noget mærkedyr?

- Nej, det er ikke det, jeg går efter. Når jeg køber mærketøj, er det første, jeg gør, at klippe mærket væk, hvis det er muligt. Jeg synes ikke, jeg behøver at gemme mig bag et mærke, og jeg har heller ikke lyst til at reklamere for andre. Jeg vil bare have kvalitet.

- Hvordan prioriterer du indkøb af madvarer?

- Jeg køber typisk basisvarer i Netto eller andre discountbutikker, men jeg synes, det er vigtigt, at børnene får meget frisk fisk og grønt. Så når de er hos mig, planlægger vi, hvad vi skal have, laver indkøbslister og køber ind efter det.

- Er du god til at lave mad?

- Ikke specielt, men jeg øver mig. I en helsekostbutik kan du finde en masse sjove ting til madlavningen, du ikke finder i Brugsen. Jeg har eksempelvis lige købt et sydamerikansk, rislignende produkt, der hedder 'quinoa'. Den slags er spændende at eksperimentere med. Især for børnene.

- Er den økonomiske krise noget, der rammer dig som forbruger?

- Det gør den da. Jeg tænker da over priserne på for eksempel mad og tøj.

- Hvad er din holdning til CO2?

- Jeg tænker da over det, men jeg har børn, der skal køres til skole. Jeg flyver også rundt til forretningsmøder i Europa cirka en gang om måneden. Det bliver svært at lave om på. Til gengæld fik jeg først kørekort, da jeg fyldte 40 år. Indtil da havde jeg taget taxi, toget eller cyklen. Det er ikke så let med børnene. Men til næste år skal de til at cykle til og fra skole.

1 af 2 Det købte Kenneth Bager. (Foto: Mads Winther)
2 af 2 Iført indkøbsseddel og et Albert Einstein-lignende kostume fra forestillingen 'Bang, bang a space cabaret' på Bellevue Teatret finder den noget pressesky Kenneth Bager ny musik til sin samling på mere end 60.000 cd'er. (Foto: Mads Winther)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere