Her er de billigste huse

null

Danmarks billigste
Tårs, 77 kvadratmeter, 149.000 kroner

Mine damer og herrer: Må vi præsentere Danmarks p.t. billigste hus. Indeholder køkken, badeværelse, entre, opholdsstue samt 1. sal med to værelser. Ifølge ejendomsmægleren kræver det 100.000 kroner i materialer og en masse knofedt at få det op at stå. Huset kan tilbyde landlig idyl og er højt beliggende med udsigt over marker og tæt på to statsskove. Der er fire kilometer til indkøb og skole og 17 kilometer til nærmeste større by, som er Hjørring.

Jorden er giftig
Fur, 119 kvadratmeter, 195.000 kroner

Øen Fur har Danmarks bedste færgeforbindelse med 72 returafgange over Limfjorden i døgnet. Øens virksomheder producerer både sten af moler, kattegrus og feinschmecker-øl. Den offentlige vurdering af dette landsbyhus er 570.000 kroner, men desværre indeholder grunden på næsten 1600 kvadratmeter stærkt forurenet jord. Det kører der en sag om - imens kan du boltre dig på fredede arealer og i bølger, der synger, når det blæser.

Tæt på X Factor Martin
Villerslev, 123 kvadratmeter, 195.000 kroner

Hele 123 kvadratmeter får du kun 15 kilometer fra Vesterhavet i den lille by Villerslev tæt på Ørum, hvor en hvis X-factor Martin kommer fra. Huset har eternittag, er i røde sten og indrettet med stort opholdsrum, ældre køkken og 15 kvadratmeter hems. Kræver en hel del istandsættelse, før du kan flytte ind. Men prisen er også derefter.

Rummelighed i tre etager
Øster Assels, 76 kvadratmeter, 185.000 kroner

En solid villa i røde mursten i en landsby på sydenden af Mors, Nordjylland. De 76 kvadratmeter i stuen indeholder køkken, soveværelse samt to stuer med trælofter. I kælderen er der både badeværelse og værksted. På 1. sal får du et værelse og flere uindregnede kvadratmeter med. Villaen er løbende blevet moderniseret, men trænger til en kærlig hånd.

Sælges af kommunen
Lomborg, 122 kvadratmeter, 235.000 kroner

Huset ligger i landlige omgivelser og er indrettet med to lejligheder. Her er entré, badeværelse, køkken og bruseniche. Sælgeren er den lokale kommune, men alligevel kræver bygningen lidt renovering af en med lidt håndværkertække. Kun fem kilometer fra Lemvig og den smukke Limfjord.

Tæt på Hjallerup Marked
Ørsø, 64 kvadratmeter, 195.000 kroner

Midt i en lille landsby ligger dette søde, hvide hus med udsigt over de nordjyske marker. Her er ikke langt til Hjallerup Marked, og ejendomsmægleren vil da heller ikke garantere for husets beskaffenhed. Der er brug for en renovering - til gengæld får du to værelser, køkken og bad til spotpris.

Påkørt hus nær grænsen
Terkelsbøl, 91 kvadratmeter, 245.000 kroner

For nylig kørte en bil lige ind i gavlen ved badeværelset på dette gule murstenshus i Terkelsbøl nær Tinglev i grænselandet. Forsikringssagen er stadig i gang, men man kan sagtens flytte ind imens. Huset har, hvad ejendomsmægler Brian Marcussen kalder 'spontan' indretning, og kunne nok trænge til en kærlig håndværker. Oveni får du skøn natur, fiskesø og Sommerland Syd lige i nærheden.

Stråtækt bindingsværksidyl
Ketting, 93 kvadratmeter, 175.000 kroner

Midt på Als ligger dette stråtækte bindingsværkshus i fredelig idyl. Huset har entré, stue med brændeovn, køkkenrum uden inventar, badeværelse med bruseniche, to værelser og bryggers. Ejendommen er fredet, så renovering kræver tilladelser. Fra huset er der udsigt til de åbne marker, men alligevel ligger huset kun 12 km fra Danfoss, en af Danmarks største arbejdspladser.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere