Læger bekriger hinanden - læs hvordan

Ekstra Bladets Lisbeth Langwadt oplevede gennem to måneder svaghederne ved sundhedssystemet. Har du selv oplevet noget tilsvarende, så kontakt ekstrabladet.dk

Jeg bliver kort inden min 30 års fødselsdag indlagt på Frederiksberg Hospital, fordi jeg har fået en diskusprolaps i lænden.

Jeg har stærke smerter og kommer straks på en overordentlig stor dosis morfin, så jeg kan holde det ud. Jeg ligger her en hel måned, hvor man med daglig fysioterapi-træning forsøger at få krabaten tilbage ind på plads i ryggen og smerterne til at fordufte. Jeg har ud over nærmest uudholdelige smerter i ryg, balle og ben næsten lam i foden, har sovende, kulde-fornemmelse i især højre ben samt i ridebukseområdet.

Vil du dele dine oplevelser med vores syge sundhedsvæsen med læserne? Så mail din historie til ekstrabladet.dk.

Jeg får det værre
Træningen går ikke efter planen. Jeg får det værre og værre. Det er ingens skyld. Sådan går det bare nogle gange med diskusprolapser. Overlægen beslutter, at jeg skal opereres. For nu har diskusprolapsen boret sig et ubehageligt sted ind i min nerve, som gør, at jeg har svært ved at holde på vandet. Og sådan en tilstand kan gå hen og blive kronisk, og her er eneste udvej en operation.

Lægen mener, operationen bør foregå samme uge.

- Jeg er ikke glad for det her. Det skal gøres inden for nogle dage, så du ikke risikerer varige mén, siger han og beder afdelingens sekretær ringe til Rigshospitalet, som skal forestå operationen, med det samme.

Sekretæren ringer og ringer, og jeg rykker og rykker hende, da jeg absolut ikke har lyst til at risikere varige mén i underlivs-regionen!

Men ingen tager telefonen på Rigets Ortopædkirurgiske Afdeling, hvor jeg skal opereres. To lange dage senere har Frederiksberg Hospital stadig ikke opnået kontakt med Riget, på trods af at overlægen også har forsøgt sig med to telefaxer, hvor han understreger, at operationen bør foregå snarest, til en bekendt på Ortopædkirurgisk Afdeling.

Riget svarer stadig ikke
- Vi er jo bare et lille hospital, og det har de travle, vigtige læger på Riget da ikke tid til, jokede en af sygeplejerskerne, som fortalte, at de alt for ofte oplever at blive ignoreret af de større hospitaler, når de forsøger at få patienter videre i systemet.

Overlægen på Frederiksberg Hospital var faktisk på vej på orlov for at åbne en privatklinik, men fordi han kendte det langsommelige system, var han sød og hjælpe mig. Han ringede og lagde besked til en læge, han selv kendte personligt. Selv her gik der næsten to døgn, før han fik svar. Jeg blev endelig indkaldt til undersøgelse på Riget. Og opereret dagen efter.

Kold tyrker
Efter en uge sendte man mig hjem. Jeg fik morfin og meget andet smertestillende i over en måned. Det var jeg træt af, så jeg sagde til lægen, at jeg gerne ville ud af det.

- Fint, sagde lægen.

Han nævnte intet om det mareridt, der ventede mig: Mere end en uges manglende søvn, rysteture, småkramper og sved-anfald. Jeg havde fået abstinenser. Taget en kold tyrker.

Min egen læge var i chok over, at lægen ikke havde lavet en nedtrapningsplan for medicinen. Han kunne ikke forstå, at jeg skulle igennem det helvede samtidig med, jeg lå med et stort operationssår i ryggen og forsøgte at komme mig.

Lægen slår i bordet
Da jeg stod med smerteligt tilbagefald og tårer i øjnene hos min egen læge tre uger efter første operation, mødte jeg igen lægernes mangel på respekt for hinanden. Min læge kom nærmest op at skændes med en bagvagt på Riget over telefonen, fordi sidstnævnte mente, min læge skulle dope mig med morfin - igen! - sende mig hjem, 'og se tiden an'.

Kun fordi min læge slog knytnæven i bordet og talte lige så grimt til den fine hospitalslæge, fik han mig indlagt dagen efter. Det viste sig, at de ikke havde fået fjernet diskusprolapsen ordentligt første gang, og at jeg inden for få dage skulle opereres igen.

Jeg ikke trække vejret
Efter anden operation kunne jeg nærmest ikke vågne op, fordi de var kommet til at give mig en kæmpe dosis morfin, der lammede min vejrtrækning og gjorde, at jeg i mange timer efter holdt meget ubehagelige pauser på op mod et minut i min vejrtrækning. Jeg døsede hen for så at vågne op og hive desperat efter vejret, mens to personaler stod og råbte 'træk vejret, Lisbeth' og skubbede til mig.

Hvis du spørger mig, hvad de præcist har fjernet inde i min ryg, må jeg være dig svar skyldig.

- Har de mon fjernet hele disken, eller har de kun fjernet det væske, der er løbet ud, spurgte en fysioterapeut mig senere.

Jeg aner det ikke, for selvom jeg spurgte, fik jeg ikke et svar, jeg forstod. Og operationsrapporten, hvor der burde stå, hvad kirurgen har foretaget sig inde i min ryg, er aldrig dukket op.

Det syge system
Personalet på de to sygehuse har været utrolig søde mod mig. Så dette må ikke tages som en klage over dem, som kæmper for at passe deres arbejde og gøre det bedste for deres patienter.

Det er systemet, den er gal med, ikke menneskerne i det. Af samme grund har jeg valgt ikke at nævne nogen af deres navne i artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere