Her er den hemmelige grund til, du skal vise boarding pass

Det er ikke af sikkerhedsgrunde, du skal vise boarding pass i Tax Free butikkerne i lufthavnen. Det er faktisk kun for butikkernes skyld

Du har ikke lovpligt til at vise dit boarding pass i Tax Free butikkerne i lufthavnen. Faktisk gør du det kun for at hjælpe butikkerne med at få momsen tilbage af nogle af de varer, de sælger, og for at hjælpe dem i deres markedsføring. (Foto: Bruce Adams)
Du har ikke lovpligt til at vise dit boarding pass i Tax Free butikkerne i lufthavnen. Faktisk gør du det kun for at hjælpe butikkerne med at få momsen tilbage af nogle af de varer, de sælger, og for at hjælpe dem i deres markedsføring. (Foto: Bruce Adams)

Når kassedamen i lufthavnens Tax Free butik beder om at se boarding pass, så tror de fleste, de har pligt til at vise det. Enten af sikkerhedsårsager eller fordi butikken skal sikre sig, at de ikke smugler eller ulovligt har sneget sig ind i lufthavnen for at handle billigt.

Men faktisk har du ifølge loven ikke pligt til at vise dit boarding pass. Og varerne koster det samme, uanset om du viser kortet eller ej.

Hvorfor skal du så vise boarding pass?

Den rigtige grund er, at butikkerne kan få refunderet momsen på 20 procent for de passagerer, som rejser til lande udenfor EU. Boarding passene skal bruges som dokumentation overfor myndighederne.

- Butikken kan kun få moms og afgifter tilbage for varer, der er solgt i forbindelse med rejser ud af EU. Kontrol af dokumentationen mv. indgår i SKATs almindelige kontrolarbejde, bekræfter Skatteministeriet i en email til Ekstra Bladet.

En anden grund er, at butikkerne vil sælge flere varer.

Engelske butikker scorer kassen på momsrefusion
I England fik avisen The Independent i denne uge skandalen til at rulle, da den afslørede, at butikskæder i England sælger varerne til samme pris i deres butikker i og udenfor lufthavnene. De millioner i momsrefusion, der skulle komme rejsende udenfor EU til gode i form af lavere priser, ender altså i virkeligheden i lommerne på butikkerne som fortjeneste. Blandt synderne er Boots og W H Smith.

I Danmark er det noget sværere at finde ud af, hvor de 20 procent momsrefusion ender.

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

Tax Free-butikkerne, der sælger for eksempel spiritus og tobak i danske lufthavne, ejes nemlig af det tyske firma Heinemann. De har ikke butikker udenfor lufthavnen. Derfor er det umuligt at foretage en direkte prissammenligning, som man kan i England.

Mysterium, hvor dansk momsrefusion ender
Hos Heinemann påstår man, at momsbesparelsen i Danmark kommer alle kunder til gode, fordi butikkerne betaler momsen for både passagerer, der rejser udenfor og indenfor EU -- også selv om de kun får refunderet momsen for passagererne, der skal udenfor EU, siger en talskvinde for firmaet til Ekstra Bladet.

’Da princippet om ’tax free’ blev stoppet i EU, lykkedes det Tax Free at udvikle et koncept, der gør det muligt at tilbyde alle EU-kunder samme attraktive tax-free priser som kunder udenfor EU. For at kunne tilbyde denne service, så er Tax Free i Københavns Lufthavn nødt til at notere destinationen på kundens boarding card,’ skriver Svenja Strombeck på vegne af Heinemann.

De tabte penge henter kæden, ifølge en talsmand for lufthavnen, hjem ved effektivisering. For eksempel kørte man tidligere med forskellige priser og størrelser til kunder indenfor og udenfor EU. Det førte til forvirring hos kunderne, mere personale, og højere indkøbspriser.

Den forklaring køber Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, ikke uden videre. Han påpeger, at Heinemanns butikker har monopol på at sælge visse varer i lufthavnen og derfor ikke har incitament til at tilbyde de billigste priser.

- Hvis de er så opsat på, at de er billigere, så kan de jo demonstrere det. Indtil det er demonstreret, vil vi tillade os at være skeptiske, for situationen lægger op til, at det er dem, der scorer hele momsen. Der er ingen konkurrence. Hvorfor skulle de dog give den til forbrugeren? tilføjer han.

Boarding cards bruges i markedsføring
Tax Free butikkerne bruger også boarding pass i strategi og markedsføring. Med flynummeret og destinationen fra passagernes boarding pass kan man kortlægge deres rejser og sammensætte sortimentet i forhold til kundernes købetendenser, nationalitet og destination.

’Tax Free bruger også destinationen og produktinformationen fra kundens bon til at udarbejde salgsstatistikker. Ligesom andre butikker, indsamler vi disse informationer anonymt. Det hjælper Tax Free i Københavns Lufthavn med at tilbyde en række produkter, der bedst tilgodeser vores kunders behov, skriver Svenja Strombeck.

1 af 2 Flere engelske butikskæder sælger samme varer til samme priser i butikker i og udenfor lufthavnen. Butikkerne kan få refunderet 20 procent i moms på salg til folk, der rejser til en destination udenfor EU. De millioner i besparelse, der var tiltænkt kunderne, ryger altså direkte i lommerne på butikkerne som fortjeneste. (Foto: Bruce Adams)
2 af 2 Du har ikke lovpligt til at vise dit boarding pass i Tax Free butikkerne i lufthavnen. Faktisk gør du det kun for at hjælpe butikkerne med at få momsen tilbage af nogle af de varer, de sælger, og for at hjælpe dem i deres markedsføring. (Foto: Bruce Adams)
86 kommentarer
Vis kommentarer