Her er priserne på bland selv-tv: Tjek om det kan betale sig for dig

Boxer har som de første offentliggjort priserne for, hvad det koster forbrugerne at købe kanaler enkeltvis i stedet for de udskældte tv-pakker

Se Forbrugerrådet Tænks kampagne for frit kanalvalg her

Skal du beholde din tv-pakke eller kun betale for de enkelte kanaler, som du rent faktisk ser?

Det spørgsmål kommer du i den kommende tid til at stille dig selv, når tv-selskaber som både Stofa og Boxer 1. april lancerer deres ’bland selv-tv’, hvor man kun betaler for de kanaler, man ønsker at se.

Mens Stofa endnu ikke har offentliggjort deres priser, så oplyser Boxer nu, hvad deres 29 kanaler kommer til at koste enkeltvis.

Udover et fast månedligt gebyr på 50 kroner, så vil kanalerne koste 29, 39 eller 49 kroner med undtagelse af TV3+, som koster 99 kroner grundet sportsrettigheder.

Og hvis man ikke har de store behov for mange forskellige kanaler, så kan man sagtens spare penge ved at skifte sin tv-pakke ud med det frie valg.

Det viser en pris-sammenligning, som Ekstra Bladet har foretaget. (Se den længere nede i artiklen)

Sportsnørder kan også spare

Både tv-seere, der ikke har brug for mere end et par kanaler, men også dem der eksempelvis udelukkende vil have sportskanaler eller de otte mest populære kanaler, kan få det billigere end ved en traditionel tv-pakke.

- En tommelfingeregel er, at alle de mennesker, der kan nøjes med op til ti kanaler kan som udgangspunkt spare omkring tusind kroner om året ved at skifte til Boxer fra en tv-pakke. Hvis man derimod vil have 20 kanaler, så skal man blive i pakkeverden, siger Boxers administrerende direktør Ulf Lund.

For de sportsglade danskere, der ønsker at se alt sport, er prisen for ti kanaler eksempelvis på 407 kroner om måneden, mens man som f.eks. Viasat-kunde er nødt til at købe totalpakken til 549 kroner, hvis man ikke vil gå glip af noget. Så får man dog også hele 63 kanaler i alt.

Hos Forbrugerrådet TÆNK, der tidligere har lavet en kampagne for det frie valg, er man ikke overraskende tilfreds med, at det første reelle enkeltsalg af kanaler er en realitet, men man råder stadig forbrugerne til at være opmærksomme.

- Der er mange gode takter i det fra Boxer, men de har jo en bestemt teknologi, hvor man skal købe et ekstra kort til ekstra tv, og udvalget af kanaler er også mindre end andre steder, siger cheføkonom Martin Salamon.

 

I prissammenligningen har vi taget udgangspunkt i tre forskellige typer af tv-seere og hvilke behov de har til kanaler. Prissammenligningen er udelukkende baseret på de reelle priser for kanaler. Priserne er fundet på selskabernes hjemmesider, og vi har set bort fra oprettelsesgebyrer, binding, installation, rabatter osv. Stofa er ikke taget med, fordi de inden for få måneder lancerer et lignende frit valg-tilbud.
I prissammenligningen har vi taget udgangspunkt i tre forskellige typer af tv-seere og hvilke behov de har til kanaler. Prissammenligningen er udelukkende baseret på de reelle priser for kanaler. Priserne er fundet på selskabernes hjemmesider, og vi har set bort fra oprettelsesgebyrer, binding, installation, rabatter osv. Stofa er ikke taget med, fordi de inden for få måneder lancerer et lignende frit valg-tilbud.
 

Gode råd

Det frie valg er heller ikke en løsning for alle.

- Hvis man kun vil betale for det, man er interesseret i at se, vil der være flere, der sparer penge, men med dem, der har et bredt og varieret brug, f.eks. en familie, så kan det være fornuftig at beholde tv-pakken, siger han.

Han giver følgende råd, hvis man overvejer at skifte sin tv-pakke ud.

- Man skal kigge på, hvad ens behov er. Hvad ser man egentlig? Hvad er priserne på de teknologier, som man har tilrådighed, og hvad er der af muligheder for at skifte selskab. Hvor mange tv har man, og kan man tage tingene med på sin smartphone og sin tablet. Der er mange ting at overveje, siger han.

Fakta: Boxers priser

Kunderne skal betale 50 kroner fast hver måned udover de kanaler, de vil se.

Kanalerne koster 29, 39 eller 49 kroner om måneden med undtagelse af TV3+, som koster 99 kroner.

For 29 kroner tilbydes der blandt andet DK4, TLC og Discovery Channel.

For 39 kroner kan man blandt andet få TV 2 News, TV 3 SPORT 2, TV 2 Zulu og 6'eren.

For 49 kroner om måneden kan man få TV 2, TV3, TV3 Sport 1 og Kanal 5.

Der er mulighed for mængderabat, hvis man køber 8 kanaler eller alle 29 kanaler. Det er en fast pris på henholdsvis 339 og 479 kroner om måneden.

Presses til frit valg

Boxers lancering af det frie kanalvalg vil formentligt få de andre tv-selskaber ud af busken i forhold til at tilbyde et lignende tilbud, forventer Martin Salamon.

- Nu er der kommet et udspil, som udfordrer de andre selskaber både på pris og funktionalitet, og det synes vi er rigtig positivt, men den store effekt kommer først for forbrugerne, når de andre selskaber svarer igen, og det ser vi frem til, siger han.

Stofa skulle selv være på trapperne med noget tilsvarende, men tv-selskabet oplyser til Ekstra Bladet, at man ikke vil kommentere hvilke priser, som kunderne kan se frem til.

- Det (Boxers udspil red.) skulle gerne lægge et pres på de andre. Også når Stofa snart kommer med i kampen, så kan det være svært for de andre tv- selskaber som f.eks Yousee at holde sig ude. De har sagt, det ikke kunne lade sig gøre, men nu kommer der nogen, som viser, at der muligt, og der er et konkret tilbud, hvilket er det, vi har ventet på. Der sker noget på markedet nu, og vi håber, at de kommer med tilsvarende tilbud.

Yousee vil dog ikke selv oplyse noget om deres planer til Ekstra Bladet.

- Priserne fra Boxer er vel som forventet, men ellers kan vi ikke kommentere på det, andet end at vi følger markedet løbende, siger kommunikationsmedarbejder Peter Glüssing.

180 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere