Kunder raser: Gode tilbud var for gode til at være sande

Omkring 2500 ordrer fra weekenden er blevet slettet af elektronik-hjemmesiden Dustin, efter en menneskelig fejl havde sat priserne ned med 90 procent på flere varer

Her er et af de mange produkter, som fejlagtigt blev sat ned med 90 procent i pris. (Foto: Screendump)
Her er et af de mange produkter, som fejlagtigt blev sat ned med 90 procent i pris. (Foto: Screendump)

- Dårligt firma....

- Snyder deres kunder og holder ikke, hvad man lover.

- Smart... Det var da en måde at få gratis reklame på. Håber det bider jer i røven!

Vrede kunder hos elektronik-hjemmesiden Dustin står nærmest i kø på Facebook og Trustpilot for at give udtryk for deres utilfredshed.

I weekenden kørte hjemmesiden således en udsalgskampagne, hvor der blev markedsført 'vanvittige priser', men ved en fejl blev 20 produkter, der ikke var på udsalg, sat ned med omkring 90 procent i pris.

Derfor slog tusindvis af danskere til og købte blandt andet harddiske og fladskærme til de ekstremt lave priser. Men mandag modtog de alle sammen en mail, hvorpå der stod, at ordren var blevet annulleret grundet prisfejlen, og hvis man stadig ønskede varen, var det i stedet til fuld pris. 

 

En af dem er 52-årige Anne-Berit Madsen fra Midtsjælland.

Hun skulle købe nogle højttalere for sin søn, der var nedsat fra 3.499 kroner til 1.399 kroner.

- Og det var godt nok billigt, så jeg tjekkede deres andre tilbud ud på hjemmesiden, fortæller hun til Ekstra Bladet. 

'Perfekt julegave til mine børn'

Her fandt hun en miniharddisk, der kun kostede 124 kr og var sat ned fra 1295 kroner.

- Jeg er i en situation, hvor jeg generelt tænker meget over, hvad jeg bruger mine penge på. Da jeg så ser den harddisk, så tænker jeg, at det er en perfekt julegave til mine drenge og deres kærester. Derfor bestiller jeg otte. Én til hver, siger hun.

Men ved en fejl kommer hun til at bestille 16, hvorfor hun ringer til kundeservice for at ændre dette.

- Her sletter de så otte af dem efter mit ønske, men siger så samtidig, at der var nogle problemer med dem, der er tilbage. Han (kundeservice red.) siger dog, at han ikke kan sige mere end det.

Sådan reklamerede Dustin for deres kampagne på Facebook. (Screendump)
Sådan reklamerede Dustin for deres kampagne på Facebook. (Screendump)
 

- I løbet af mandagen får jeg så en mail, hvor der står, at min ordre er blevet annulleret. Jeg blev rigtig sur. De kunne nemt have fortalt mig det i telefonen, hvis det var, siger hun.

Ifølge Henrik Sedenmark, der er chefkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er det vigtigste, om kunden har handlet i ond eller god tro. Altså om forbrugeren enten vidste, eller burde vide, at der var tale om en fejl, eller om forbrugeren troede, at det var en rigtig pris.

Og trods den vilde prisforskel på omkring 90 procent og ønsket om at købe otte harddiske, så afviser Anne-Berit Madsen alt om ond tro. 

- Det vil jeg ikke beskyldes for. Jeg er 52 år og følger ganske vist med i mange ting, men da ikke på elektroniksiden. Jeg troede, at sådan én ville koste 500-600 kroner, og da de andre højtalere jo også var billige, så var prisen ikke forbavsende for mig. Jeg tænkte, at de bare ville af med dem. Og hvis jeg handlede i ond tro, så havde jeg jo ikke ringet for at få slettet otte af harddiskene, siger hun.

Derfor er hun nu gået videre med sin sag. Udover at have sendt flere mails til Dustin, så har hun også sendt nogle af sted til Forbrugerstyrelsen.

- Det bliver et princip for mig. Den skal de ikke slippe for, siger hun.

Ond eller god tro

Ifølge Henrik Sedenmark så er det Dustin, der skal bevise, at Anne-Berit Madsen har handlet i ond tro.

Har du ret til fejlprisen?

Hvorvidt forbrugeren har ret til at købe varerne til de fejlagtigt tilbudte priser, afhænger af, om forbrugeren vidste eller burde have vidst, at der var tale om en prisfejl. Vurderingen vil altid bero på forholdene i den enkelte sag.

Forbrugerklagenævnet har i vurderingen af tilsvarende sager blandt andet lagt vægt på:

- Hvilken vare der var tale om – herunder om det er vare, man sædvanligvis ved, hvad koster

- Hvilket kendskab en almindelig forbruger normalt har til prisniveauet på den pågældende vare

- Hvor stor forskel der var på den fejlagtigt tilbudte pris og den pris, som den erhvervsdrivende har oplyst, er den reelle pris

- Hvor mange eksemplarer af varen forbrugeren købte

- Om der på hjemmesiden eller på anden vis har været annonceret rabatter, et slagtilbud, kampagner e.l.

Kilde: Forbrug.dk

- Det er den erhvervsdrivende, altså Dustin i dette tilfælde, som har bevisbryden. Men man kan selvfølgelig ikke bevise, hvad der foregår inde i folks hoveder, så det vil være baseret på en masse indicier, siger han.

Hvis Dustin afviser ens ret til at få varen til den pågældende pris, selvom man har handlet i god tro, så er der flere muligheder.

- Så kan man tage sin sag videre til Center for Klageløsning, hvor varen dog skal have kostet mere end 1.000 kroner. De vil så tale med både forbruger og erhvervsdrivende og søge at finde en løsning, som begge er tilfredse med, forklarer han. 

Et af de 20 fejlagtige tilbud. (Foto: Screendump)
Et af de 20 fejlagtige tilbud. (Foto: Screendump)
 

Hvis man ikke kan blive enige om det, kan man dernæst gå til Forbrugerklagenævnet.

- Her vil der blive foretaget en juridisk vurdering og til sidst en afgørelse på tvisten.

Hvis varen i øvrigt er under 1.000 kroner, bliver man nødt til at gå til domstolene.

Dustin: En tydelig fejl

Hos Duster beklager man fejlen, der kaldes 'menneskelig', men man fastholder, at man har haft helt ret til at slette de mange ordrer.

- Det var en manuel opdatering, som gik galt. Det betød, at 20 varer ved en fejl fik en kæmpemæssig rabat på omkring 90 procent. Men de varer var ikke en del af Weekend Rush og havde intet med kampagnen at gøre, siger pressechef Eva Ernfors til Ekstra Bladet.

Hun oplyser samtidig, at der er blevet slettet omkring 2.500 ordrer fra weekenden, hvor fejlen også blev opdaget.

- Hvorfor skal man ikke have sin vare, hvis man har handlet i god tro?

- Vi mener, at der er tale om en meget tydelig fejl, som folk godt er klar over, og derfor er vi i vores gode ret til at slette ordrerne. Vi har også set flere steder på nettet, at folk har skrevet, at de godt kunne se, at der var tale om en fejl.

- Kan man lave en aftale med jer?

- Kunder kan kontakte os individuelt, men vores standpunkt er stadig, at det er tydeligt, at der er tale om en fejl .

- Bør man ikke kunne blive kompenseret, når man handler i god tro, og det er jer, som laver fejlen?

- Vi undskylder selvfølgelig for fejlen og ulejligheden, og jeg forstår godt, at folk er ærgerlige over det, men siden rabatten er så høj, så er det tydeligt, at det er en fejl, siger hun.

205 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere