Schyy, vi taler ikke om sæd

Danske donorbørn vælter frem over hele verden, men vi taler nødigt om kilden til liv

Danske sædceller er i høj kurs, men leverandørerne lever et stille liv. Foto: Ritzau Scanpix
Danske sædceller er i høj kurs, men leverandørerne lever et stille liv. Foto: Ritzau Scanpix

En sæddonation kan give op til 500 kroner. Foto: Jakob Jørgensen Krop og træning Jesper sælger sin sæd: Så meget tjener han

I disse år oplever de danske sædbanker massiv økonomisk fremgang. Det er særligt udlandet, der er køberne

- Der er efterspørgsel på vikingesæd.

Sådan siger formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Elisabeth Carlsen, om den økonomiske fremgang de danske sædbanker oplever i disse år.

Tallene er da heller ikke til at tage fejl. I løbet af den seneste årrække har de to danske sædbanker Nordic Cryobank og Cryos International stort set fordoblet deres indtjening på det hvide guld.

Alene i Danmark går ca. 20.000 donorbørn rundt og mange flere på vej, men sæddonation er stadig et tabu-emne blandt danskerne. En undersøgelse fra YouGov viser, at 85% af danske mænd overvejer at blive sæddonor. Men vi taler ikke om det. Hele 60% af både mænd og kvinder mener, at det er tabubelagt at være sæddonor, og faktisk har 86% aldrig talt om sæddonation med andre mennesker.

Sæddonorer holder lav profil
Blot 6% af undersøgelsens adspurgte kender en sæddonor som f.eks. Jesper, som du kan møde i denne artikel.

Den lave kendskabsgrad undrer Annemette Arndal-Lauritzen, direktør i European Sperm Bank, for 78% af både mænd og kvinder svarer, at det er "godt" eller "rigtig godt", at barnløse par kan få hjælp til at få børn.

- Sæddonorer kan selv vælge, om de vil være anonyme eller åbne. Faktisk er størstedelen af European Sperm Banks donorer åbne. Men selvom de vælger at være åbne, taler de åbenbart ikke med venner og familie om det, fortæller hun.

At sæddonation er et tabubelagt emne skyldes, at sæd forbindes med noget seksuelt. Det er den forklaring, som størstedelen af de adspurgte (40%) angiver som grunden til, at de ikke taler om emnet.

Danske Cryos International har masser af sæd på hylderne. Foto: Thomas Fredberg/Ritzau Scanpix
Danske Cryos International har masser af sæd på hylderne. Foto: Thomas Fredberg/Ritzau Scanpix
 

- Hver eneste sæddonor er med til at skabe liv og hjælpe barnløse, derfor er åbenhed vigtig. Der er status forbundet med blod- og organdonation, men når det kommer til at hjælpe barnløse med at få ønskebarnet, er det pludselig et ømtåleligt emne. Det er mærkeligt, især når vi ved, at barnløshed er et problem, som berører mange mennesker, siger Annemette Arndal-Lauritzen.

Ca. 15% af danske familier vil opleve nedsat fertilitet på et tidspunkt, og i ca. 50% af alle tilfælde skyldes det nedsat sædkvalitet. I Danmark og mange andre lande har mænds sædkvalitet været faldende de sidste mange år. I 2012 havde tre ud af fire danske mænd nedsat sædkvalitet.

Efterspørgslen efter sæd har været støt stigende, og der er en grundlæggende vilje i befolkningen til at hjælpe barnløse. Netop derfor er det ifølge Annemette Arndal-Lauritzen rigtig ærgerligt, at vi ikke taler åbent om sæddonation:

- Det bør aldrig være et tabu at gøre noget godt for andre mennesker.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen