Tre børn dræbt af populær Ikea-kommode

Endnu et lille barn har mistet livet på grund af en omstridt kommode fra møbelgiganten

Ted var kun 22 måneder gammel, da han blev dræbt ved at få en Malm-kommode fra IKEA ned over sig i sit hjem i Philadelphia, Pennsylvania.

Det siger drengens mor, Janet McGee, til The Philadelphia Inquirer. Hun fortæller, at hun den dag i februar i år havde puttet lille Ted, og da hun 20 minutter senere kom ind for at se til ham, var han død.

Teds død er dermed, ifølge britiske Metro, det tredje kendte dødsfald forårsaget af Ikeas populære Malm-serie.

I februar 2014 gik det ud over en to-årig dreng, også fra Pennsylvania. Tre måneder senere døde et 23 måneder gammelt barn, da en Malm-kommode tippede og væltede ned over ham i hjemmet i Washington.

Det får dog ikke Ikea til at trække det tilsyneladende farlige møbel tilbage. En talsperson fra møbelgiganten siger til Metro.uk, at kommoderne er sikre, hvis de sættes fast til væggen.

- Vi hos Ikea kondolerer McGee-familiens tab. I Ikea mener vi, at børn er de vigtigste mennesker i verden, og vores produkters sikkerhed er det allervigtigste for os.

Talspersonen fortæller desuden, at den amerikanske afdeling har iværksat en efterforskning, og har fundet ud af, at møblet, som dræbte Ted, ikke var fastsat i væggen, ’hvilket er en del af produktets instrukser’.

Sidste år trak Ikea et livsfarligt børnegitter tilbage, fordi der var stor risiko for faldulykker.

101 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere