Underskrift kostede dem 46.690 kroner

Det blev dyrt, at mor og far solgte sommerhuset til sønnen, mens en mægler havde det til salg

Som bekendt findes der folk, der har vanskeligt ved at forstå, at når de sætter en underskrift på en kontrakt, så forpligter det.

Således må et forældrepar til lommerne og betale 46.690 kroner til Danbolig Frederikssund, som de havde hyret til at sælge deres sommerhus i Jægerspris i Nordsjælland.

Inde i den seks måneders ’solgt eller gratis-formidlingsperiode’ valgte de pludselig at sælge ferieboligen til sønnen – helt uden at orientere Danbolig-mægler Rasmus Frank, som stadig havde huset til salg.

Se også: Afsløret: Ejendomsmæglernes skjulte tricks

- De handlede bare ferieboligen til deres søn via en advokat, selv om jeg havde den til salg. Det var en ren tilfældighed, at jeg opdagede, at boligen pludselig var solgt, siger Rasmus Frank.

- Så jeg kontaktede sælger, som vist godt var klar over, de havde gjort i nælderne. Jeg opfordrede dem til at finde en løsning, men det ville de ikke.

Danbolig sendte dem nu en faktura på honoraret.

Ifølge sagen beskrevet af klagenævnet oplyste forældreparret til Danbolig, at de ikke var i stand til at betale hele beløbet, som de i stedet ville betale i rater.

Men i stedet for at komme med et forslag til en afdragsordning, hyrede de en advokat til at indbringe Danbolig for Klagenævnet for Ejendomsformidling, hvor de tabte.

- De fratog mig muligheden for at sælge ejendommen og oppebære mit salær, og så er praksis, at så har man krav på sit salær. Normalt finder jeg altid en løsning, hvis der opstår uenigheder, men denne sag var for styg. Jeg er selvfølgeligt tilfreds med kendelsen fra ankenævnet, siger Rasmus Frank.

Han synes også, at advokaten har gjort i nælderne.

- Det er dårlig rådgivning fra advokatens side. Vedkommende burde få et rap over nallerne for ikke at anbefale at sælge boligen gennem mig, for forarbejdet var gjort – og dermed kunne de slippe for a betale dobbelthonorar; et til både advokaten og undertegnede.

Hvis advokaten også har opkrævet honorar for at føre sagen i klagenævnet, har forældreparret betalt for tre ydelser. Noget, der kan have påført dem lommesmerter, for sommerhuset stod alene udbudt til 700.000-900.000 kr., så der har ikke nødvendigvis været en stor gevinst at tære af.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at træffe sælger, da både klagenævn og ejendomsmægler ikke videregiver identiteten på bolighandlende.

Bjørn Kristensen, th, spillede 20 landskampe for Danmark. Her træner han op til EM i 1988 sammen med Flemming Povlsen, Preben Elkjær og Søren Busk. Foto: Lars Krabbe Vagthund Mægler-brøler kostede fodboldprofil dyrt

158 kommentarer
Vis kommentarer